“Heksebørnenes mor. Min rejse til Håbets Land” af Anja Ringgren Loven
Politikens Forlag
Med passionen som drivkraft
I landsbyen rejser den lille, udmarvede dreng sig op op begynder at danse, mens landsbybeboerne slår ring omkring ham. Med udtryksløse øjne danser han i slowmotion med sine tændstikarme og -ben, mens de lokale hujer og klapper. Udstødt af familien og landsbyen og helt overladt til sig selv er den lille tre-årige dreng offer for overtro, uvidenhed og fattigdom. Anklaget for at være heks og årsag til samtlige ulykker i landsbyen holder han til ved markedspladsen og håber på lidt mad, mens han danser sin dødsdans, falder og bliver rejst op igen for at fortsætte…. Anja og filmholdet er taget ud til landsbyen for at redde denne lille dreng, som ingen vil kendes ved. Mens han i bilen kæmper for sit liv, døber hun ham Hope, og han bliver symbolet på frederikshavnerpigen Anjas imponerende og utrættelige arbejde med heksebørnene i Nigeria.
Bogen er “heksemoren” Anjas fortælling om, hvordan hun som ganske ung blev grebet helt ind i hjertekulen af den britiske dokumentarfilm “Saving Africa’s Witch Children” om børn i Nigeria, der bliver anklaget for at være hekse. Ude i landsbyerne får børnene skylden for fattigdom, forurenet drikkevand, malaria, skilsmisser og dødsfald og bliver dermed gjort til syndebukke og “heksebørn”. Skrækscenarier på tv-skærmen viste bl.a. en lille dreng, der af en heksedoktor blev tvunget til at drikke en sort væske, som var en blanding af alkohol, urter og heksedoktorens eget blod, med det formål at fortrænge de onde kræfter fra hans lille krop. Nogle børn overlever ikke sådanne behandlinger, fordi de ifølge heksedoktoren er for besatte og derfor ikke skal reddes, men slås ihjel for ikke at smitte andre med deres ondskab. I dokumentaren så Anja også pigen Mary, hvis mor brændte hende med syre i ansigtet og forsøgte at begrave hende levende, samt Uma Eke, der fik hamret et 7 centimeter langt søm ind i sit kranie under tortur for at få hende til at tilstå, at hun var en heks. I dokumentaren mødte man desuden ildsjælen Gary, som havde viet sit liv til at redde heksebørnene og få dem væk fra landsbyerne. Han samarbejdede med et børnehjem i byen Eket, hvor disse børn, som var blevet hjernevaskede til at tro på, at de var hekse, fik en ny start i tilværelsen. Netop denne dokumentar kickstartede Anjas engagement i heksebørnend, hvilket førte til, at hun i 2012 stiftede sin egen hjælpeorganisation DINNødhjælp. Vi følger Anjas arbejde fra “ground zero”, hvor hun på trods af den problematiske sikkerhedssituation for en ung, hvid kvinde i landet rejser dertil med frivillige donationer på lommen for at starte hjælpen på børnehjemmet CRARN, -netop det børnehjem der blev præsenteret i den engelske dokumentar. Hun kæmper mod korruption og forhold på børnehjemmet, som lader meget tilbage at ønske i forhold til Anjas mål. Derfor startede hun sin egen organisation, og ildsjælen i hende flammede i en sådan grad, at hun på trods af et hav af problemfelter alligevel fik etableret Land of Hope. Undervejs arbejder hun sammen med David, som hun bliver dybt forelsket i og får sønnen David Jr. sammen med. Mens hun er tilbage i Danmark med David Jr., da han uforklarligt har tabt sig meget, bliver hun ringet op af David, der leder børnehjemmet Land of Hope. Han fortæller, hvordan børnehjemmet om natten var blevet angrebet af 15 bevæbnede røvere, som blandt andet voldtog en af pigerne, der også havde oplevet voldtægt, da hun levede på gaden, udstødt som heks. Naturligvis påvirker det også Anja dybt, at de ikke havde kunnet garantere børnenes sikkerhed og tryghed, hvilket de havde fortalt dem. Efter opslag på Facebook strømmer donationerne ind, og tre dage efter røveriet havde hun modtaget 500.000. Dette resulterede i, at de nu kunne tage fat på byggeriet af et nyt og større børnehjem i Davids landsby, hvor de kunne opnå optimal beskyttelse. Medieomtalen var massiv, og DR startede en ny dokumentarserie om “Anjas børnehjem”. Et filmhold fulgte tre frivillige danske håndværkere og mange lokale arbejdere med byggeriet, men ikke mindst fulgte både filmholdet og håndværkerne med Anja til en landsby for at foretage en redningsaktion af en heksebarn, som de havde modtaget et tip om. Det blev redningen for den lille, udmarvede dreng, som Anja døbte Hope. Han var blevet udstødt, tortureret og anklaget for at være heks, og fotoet, hvor Anja i hugsiddende stilling giver den lille dreng vand, spredte sig hurtigt viralt over en stor del af verden. De fleste har set fotoet, og det er blevet en slags symbol på Anja og hendes utrættelige arbejde for heksebørnene. Den tre-årige dreng, der blot var et levende skelet, blev vasket og bragt på hospitalet, hvor de kunne konstatere, at hans liv hang i en tynd tråd. Masser af medier fra hele verden kontaktede nu Anja efter at have set fotoet af hende og Hope, og det udløste et kæmpe pres på både Anja og de øvrige frivillige samtidig med, at donationerne strømmede ind til “hele verdens Anja”. Sikkerhedssituationen bliver herefter betydelig mere alvorlig for Anja og hendes søn, så de må eskorteres af bevæbnede vagter overalt. Samtidig tager den angst, som Anja havde kæmper med siden ungdommen, til i styrke under det store medie- og arbejdspres, og skridtet blev taget mod en professionalisering af organisationen DINNødhjælp. Anja blev kontaktet af selveste Dalai Lama, som havde set et program med hende på BBC News og herefter ønskede at donere 50000 dollars til hendes projekt. På hendes 39-års fødselsdag mødtes hun med ham, og hans råd om håndtering af vrede og frustrationer over de mennesker, der mishandler børn i Nigeria, tog hun med derfra og anbragte i sin værktøjskasse til daglig brug.
FORSONINGSPROCES I LANDSBYEN Siden Hope blev reddet og fik livet tilbage, er der sket meget. Børnehjemmet er i dag er trygt hjem for mere end 60 børn, og det omfatter både bygning til undervisning i håndværksfag og et børnehospital. I dag planlægges der meget velforberedte hjemmebesøg for børnene ude i landsbyerne, og disse besøg ses som en del af en forsoningsproces, der er afgørende for kampen mod overtro. Missionen er, at børnene efter dialog og oplysning kan vende tilbage til deres familier eftersendt uddannelse. Dermed kan de være med til at uddanne lokalsamfundene og komme overtroen til livs. Organisationen slipper ikke børnene, men hjælper dem alle ind i voksenlivet med den rette uddannelse eller job -alt efter hvad der er det rigtige for det enkelte barn. Et imponerende projekt er kommet til – Parliament Hall som lokation for Children’s Parliament. Her mødes børnene hver fredag og vedtager i fællesskab og demokratisk love og regler for deres dagligdag på Land of Hope. For David er det en mærkesag at kæmpe for og sætte fokus på børns rettigheder i et land, hvor fysisk afstraffelse i skolen og i hjemmet er helt normalt. MEN på Land of Hope er det forbudt at slå, og det er det eneste børnehjem i Nigeria, hvor det er tilfældet.
Den gnist, der tændtes på en villavej i Danmark, da Anja var helt ung, blev til en glødende passion for at hjælpe Nigerias heksebørn. Gnisten forblev ikke en urealistisk drøm, men blev af en ukuelig, handlekraftig og hjertevarm kvinde omsat til opbygningen af hendes egen nødhjælpsorganisation. Den har i dag vokset sig så stor, at der skal indsamles 2,7 mio. kroner årligt for at drive børnehjemmet Land of Hope.