At opdage, udforske og opleve verden er fantastisk, men Danmark har også utroligt meget at byde på.
København

Ringkøbing –Vestjyllands lille hovedstad

Ringkøbing er en hyggelig og charmerende by, hvis historie går langt tilbage i tiden. Den blev officielt grundlagt i 1443, hvor byen fik genbekræftet sine købstadsrettigheder. De brostensbelagte gader og de velbevarede gamle byhuse og købmandsgård fortæller om historien. Tag en tur ned ad Strandbygade og oplev historiens vingesus.
Den centrale plads i byen er Torvet, hvor også rådhuset ligger. Udover at lægge lokaler til byråd og amtsråd husede rådhuset også byens brandsprøjte og vægternes stue. I underetagen var der celler til fanger og ud mod kirken en fangegård. Byfogeden var også dommer, så byretten holdt til på rådhuset. Efter 1919 var der kun administration på rådhuset, som dog senere er flyttet til et nyt rådhus ved fjorden, så i dag rummer det gamle rådhus en bank.
“Baking Sins by Lea” Nygade 24, Ringkøbing

Er du på besøg i Ringkøbing, kan det varmt anbefales at besøge caféen “Baking Sins by Lea”. Den slovenskfødte, gæve pige, Lea Cesar, har været i Danmark siden 2013, og da hun smagte en dansk lagkage, var det “kærlighed ved første blik”. I 2016 slog hun dørene op til sin egen café i Ringkøbing, hvor hun virkelig producerer kagedesign af højeste kvalitet. Hun lægger vægt på detaljerne og har de smukkeste kreationer, som i første omgang kan nydes visuelt på hendes hjemmeside. I den hyggelige café i centrum af Ringkøbing møder man smilende servering, og man kan nyde brownies, cupcakes, macarons og meget mere i en skøn atmosfære. Kageeventyret hos den økonomiuddannede pige startede hjemme i Leas eget køkken i Danmark, og en stor drøm blev realiseret, da caféen kunne byde velkommen til gæster i 2016. Næste trin i drømmen er at åbne en café mere, måske i Holstebro. I 2019 var Lea Cesar en af de tre nominerede til Årets Erhvervskvinde i Vestjylland. Festkagerne, som kan ses i hendes galleri på hjemmesiden, er amazing, og man bliver helt målløs over sådan en fristende kreativitet inden for kageverdenen. Desuden imponeres man af Leas vilje, energi, kreativitet og iværksætterkraft. Ud af dette har hun skabt en fantastisk platform i sin nye hjemland, hvilket er intet mindre end imponerende. Held og lykke fremover til Lea og “Baking Sins by Lea”.

Himmelbjerget, Hotel Julsø og Silkeborgsøerne
En dejlig sommerdag startede med sejlads fra Silkeborg i den skønneste natur og sluttede med en fantastisk middag på det historiske Hotel Julsø. Undervejs tog vi en afstikker til Himmelbjerget for at gense barndommens udflugtsmål.

I disse skønne omgivelser finder du det historiske Hotel Julsø smukt beliggende ved foden af Himmelbjerget, og du vil blive betaget af lokalitetens charme uanset, om du kommer sejlende med hjuldamperen eller kommer gående eller kørende gennem den smukke skov. Du fornemmer med det samme historiens vingesus, og Hotel Julsø har da også mere end 150 år i bagagen. Allerede i 1850 opstod der et traktørsted ved Himmelbjergets fod, og Hotel Julsø fik sin første bevilling. Hotel Julsø var i lighed med stationerne i Ry og Laven bygget i tyrolerstil, og gæsterne blev sejlet dertil i hånddrevne hjulbåde. Silkeborgs papirkonge Drewsen satte i 1861 Hjejlen i drift, og i 1871 åbnede jernbanen mellem Silkeborg og Skanderborg, hvilket åbnede stedet for bl.a. landskabsmalerne, som indtog Søhøjlandet og var dermed med til at sætte fokus på både Hotel Julsø og Himmelbjerget som attraktive turistmål.
I 1884 skiftede stedet ejer, og den primitive træpavillon blev revet ned. I stedet byggede man et toetagers hotel i tegl med svalegang mod søen, men dette brændte desværre allerede i 1890. En ny træpavillon med to hjørnetårne og løgkuppelspir blev herefter opført, og efter landsudstillingen i Århus i 1909 blev et indgangsparti fra udstillingen opkøbt og brugt som bagvæg i restaurationslokalet. Det fungerede indtil branden i februar 2020 som bar i Julsøsalen. Der har været løbende renoveringer af hotellet med den smukke udsigt i de dejlige omgivelser, og det er restauranten, som har dannet rammen om spiseoplevelser, hvor gastronomien absolut er i højsædet.

Da Hotel Julsø fik sin første bevilling i 1850, opslog de første souvenirhandlende boder ved hotellet, og vi husker nok alle de legendariske Himmelbjergstokke, som med stolthed blev hjembragt som souvenir fra barndommens skole- eller familiebesøg på Himmelbjerget. I lokalområdet var der træskoproduktion, og træskokarlene snittede både små figurer og stokke til turisterne. Himmelbjerget blev bygget som en tak for Grundloven i 1849 fra det danske folk, men tårnet blev dog først påbegyndt i 1874.

Det fortælles, at nogle studenter en sommerdag i 1838 på en fodtur kom op på bjerget og blev så begejstrede over naturskønheden, at de skrev til digterpræsten St. Steensen Blicher og foreslog ham at lave et folkemøde netop på Himmelbjerget. Blicher var begejstret, og ideen blev realiseret. Det første folkemøde blev holdt i august 1839, og folkemøderne samlede efterhånden tusinder af mennesker. Dog havde Blicher glemt at spørge ejeren af Himmelbjerget, gårdejer P. Nielsen på Himmelbjerggården, om tilladelse til at afholde folkemødet. Dette resulterede i en læserbrevsfejde mellem de to, men da Christian d. 8. i 1840 gæstede Jylland, hørte han om fejden og løste problemet ved at købe Himmelbjerget af gårdejeren. I 1871 fik staten skøde på Himmelbjerget til “fuldstændig ejendom”.
Himmelbjerget er ifølge geologerne en “falsk” bakke. Da istiden var forbi, gravede de enorme smeltevandsmasser sig ned i jordlagene og dannede de tunneldale, hvis skrå sider danner denne “falske” bakke -i modsætning til den “ægte” bakke, som har afrundede sider overalt. I tunneldalen, som skabtes af smeltevandet, ligger den smukke Julsø, som man har den ubeskriveligt smukke udsigt over fra toppen af Himmelbjerget.
