Imperial War Museum

Krig er umenneskelig og har mange omkostninger. Ingen dundrende kanoner eller fjendtlige fly på himlen over os er at se på vores vej fra undergrundsstationen Lambeth North til besøg på Imperial War Museum. Heldigvis er der fred i vores del af verden, men vi er alle mere end bevidste om, at virkeligheden er fyldt med krig, frygt og mere eller mindre uløselige konfliktscenarier, som vi i den globale verden også er en del af på forskellige måder.

På Lambeth Road ligger Imperial War Museum, som allerede ved indgangen byder dig velkommen med to søværnskanoner fra tidligere Royal Navy skibe. Museet tager dig med på en rejse i fortid og nutid og giver i høj grad anledning til refleksion. På intet mindre end 6 etager fortælles der om krige og konflikter og om, hvordan disse har påvirket mange menneskers liv på forskellig måde. Der er lagt vægt på at give et billede af hverdagslivet i krigstid for såvel civile som for dem, der var ved fronten. Museet blev etableret i 1917 for at mindes de menneskelige tab, som landet havde lidt under 1. Verdenskrig, men er fuldstændig opdateret til i dag.

Netop trådt ind på museet bliver du i hallen mødt af krigens grusomme virkelighed. En Spitfire fra 2. Verdenskrig hænger over dit hoved, en totalt sammenkrøllet og udbrændt bil fra et selvmordsangreb i Baghdad og en armeret Land Rover, der tydeligvis har været under beskydning, åbner museet. Land Roveren blev brugt af nyhedsbureauet Reuters i Gaza i 2006 i en periode præget af vold mellem palæstinensiske militser og det israelske militær. Den blev ramt af en israelsk luftraket, og de to journalister i bilen blev hårdt sårede. Som krigsjournalist lever man livet farligt, og Land Roveren repræsenterer de farer, som alle journalister står i, når de rapporterer fra krige og konflikter for at dokumentere virkeligheden for alle os, der sidder hjemme i dagligstuen og bliver informeret om det, der foregår rundt om i verden.

Denne civile bil blev totalt ødelagt 5. marts 2007, da en selvmordsbombe blev detoneret på bogmarkedet på Mutanabbi Street i Baghdad i Irak. 38 mennesker blev dræbt og over hundrede sårede. Bilen symboliserer den voldsomhed og ødelæggende kraft en sådan bombe har og viser, hvordan et almindeligt hverdagsscenarie på et splitsekund kan forvandles til et mareridt.

Det er en god idè at starte i underste etage, hvor temaet er 1. Verdenskrig. Herefter følger en etage med udstillingen “Turning Points 1934-1945” om 2. Verdenskrig, og på 3. etage findes særudstillingen “Culture Under Attack” samt bl.a. udstillingerne “What Remains” og “Art in Exile”. Går vi til næste etage, er denne viet til Holocaust, mens allerøverste etage repræsenterer udstillingen “Extraordinary Heroes”, der sætter fokus på de mennesker, der har sat deres liv på spil ikke kun for deres egen skyld, men for en hel nation eller for fællesskabet i en højere sags tjeneste.

1. Verdenskrig eller “The Great War”, som den blev kaldt i samtiden, varede i over 4 år og kostede millioner af liv. I Storbritannien var alle påvirket af “The Great War”, uanset om man kæmpede ved fronten eller på hjemmefronten. “There are always clouds in the international sky” udtalte den britiske finansminister Lloyd George 17. juli 1914, og krigen kom ikke som nogen overraskelse, men som en kulmination af mange faktorer, der udløste krigen. Den kom til at koste over 9 mio. menneskeliv og blev dermed en af de blodigste konflikter i verdenshistorien. Derudover var der utallige lidelser som følge af krigen både hos de soldater, der vendte hjem, og hos dem, der havde været med til at få både familier og samfundet til at fungere i de 4 år.

I starten af krigen meldte mange sig frivilligt sig som soldat, men efterhånden manglede man soldater ved fronten, og kravene til, hvor høj man skulle være, faldt betragteligt.
Skilte i skyttegravene hjalp soldaterne med at navigere i disse labyrinter. Navnene på skiltene fortæller, at soldaterne ofte brugte navne, de kendte hjemmefra. Nogle skilte fungerede også som advarsler om steder, der ofte var mål for tysk artilleri eller snigskytter. Skyttegravene udviklede sig fra simple grøfter til et komplekst netværk af fæstninger, der skar sig gennem Belgien og Frankrig på en strækning på over 1600 km gennem klitter, mudrede marker, skovklædte bakker og landsbyer. Der havde tidligere været brugt skyttegrave i forbindelse med krig, men aldrig I dette omfang.
Storbritannien havde blot en lille, professionel hær ved krigsudbruddet, og der blev hurtigt sat en kampagne i gang for at rekruttere frivillige til hæren. I løbet af 8 uger havde 750.000 britiske mænd meldt sig, og flere tusinder ville komme fra det britiske imperie.

Hvorfor meldte mænd sig frivilligt til krigen? Ja, for nogle var årsagen pligtfølelse eller patriotisme, men også vrede over de grusomheder, som tyskerne have begået i bl.a. Belgien. Nogle så også krigen som en chance for at vende rygge til et kedeligt liv og komme på eventyr. Andre meldte sig for at flygte fra problemer og arbejdsløshed og i stedet sikre sig en stabil indkomst.

Som besøgende går du gennem rekonstruerede skyttegrave og fornemmer det helvede, som livet i skyttegravene var. Rotter, død og ødelæggelse var hverdag for soldaterne i skyttegravene.
Sådan så en britisk snigskytte ud i sin “sniper robe”. Den var håndmalet af snigskytten selv, og den skulle hjælpe ham med at blive “usynlig”, når han opererede i no man`s land fuld af mudder og affald. Fra slutningen af 1915 etablerede briterne specielle “sniper schools”. De britiske snigskytter opererede i par, den ene observerede og holdt vagt, den anden skød.

I 1915 indså Storbritannien, at det var nødvendigt med en omorganisering, hvis krigen skulle vindes. Der blev skabt en “hjemmefront”, der skulle forsyne soldaterne ved fronten med våben, udstyr, mad -og naturligvis mænd, Det betød, at militærtjeneste fra 1916 var tvungen. Regeringen opbyggede et netværk af fabrikker til våbenproduktion og rekrutterede en hær af kvinder og mænd til at arbejde der..Mange af disse kvinder måtte forlade deres oprindelige jobs for at blive “munitionettes”.
Over hele Storbritannien forlod store mængder våben og granater nu fabrikkerne. Skibe og jernbaner sørgede for at fragte disse livsvigtige leverancer til fronten. Uden denne livline mellem fabrik og front, arbejder og soldat, ville en sejr ikke være mulig.
Disse tanker afslutter hermed et vue over udstillingen om 1. Verdenskrig på Imperial War Museum. Og hvordan udviklede situationen sig så herefter? Ja, intet var det samme i 1914 som i 1918, og “there are always clouds in the international sky” var i den grad sandt, da der blot skulle gå 15 år, før Hitler havde overtaget magten i Tyskland.

“TURNING POINTS 1934-1945”

Udstillingen vender nu blikket mod tiden op til 2. Verdenskrig og selv krigen.

Disse vævede overtræksstøvler af strå blev brugt af tyske soldater uden over deres almindelige læderstøvler. De hjalp, men kunne ikke holde den bidende kulde ude.

I løbet af 1941-1942 og de følgende år blev kampene langs Østfronten kun hårdere, og den ekstra fjende “Kong Vinter” var svær at håndtere. I det centrale og sydlige Sovjetunionen faldt temperaturen til under -30 grader C. Diesel frøs i motorerne, og våben frøs fast i sneen. Soldaterne på begge sider af fronten led uhyggeligt meget under disse ekstreme vintertemperaturer. Da den tyske hær invaderede Sovjetunionen i juni 1941, havde de forventet en hurtig sejr, og de var dårligt forberedte på en vinterkrig. De var ikke udstyret med specielle vinteruniformer, og de tyske tropper måtte bruge det, de kunne få fat på, for at holde varmen.

Vigtige områder på land blev sikret af luftbårne styrker. Soldater og materiale blev nedkastet om natten via faldskærm og svævefly. Denne Welbike motorcykel kunne foldes sammen, så den kunne ligge i en container, som blev nedkastet fra et fly via faldskærm.
Kampene i 1944 i det nordøstlige Indien blev vendepunkter i krigen, da de resulterede i de første japanske nederlag i Sydøstasien. Under kampene i Arakan-regionen tog Major Easton dette flag fra en japansk soldat. Det var dekoreret med masser af ønsker om held og lykke fra soldatens familie og venner. Vraget af en “Zero fighter” blev fundet på en Stillehavsø 50 år efter krigen. Det viser Japans mangel på ressourcer og problemer med at skaffe reservedele til reparation af hærens fly. Det tynde aluminium afslører, at flyet blev beskadiget gentagne gange, og man har forsøgt at lappe skudhuller med tyndt metal, som om det var plaster, man satte på. Derfor blev flyet ubrugeligt og til sidst efterladt i junglen på øen Taroa.
6. april 1945 skulle krigsskibet “HMS Illustrious” støtte den amerikanske landgang på Japans mest fjerntliggende ø Okinawa. Et “kamikaze” fly kom til syne på himlen og havde kurs mod skibet. I sidste øjeblik ramte britisk lynild halen på flyet og rev en af vingerne af, hvorefter flyets dele blev spredt for alle vinde på havet og over skibet. Skibets besætning opfattede denne redningsbåd fra flyet som et symbol på deres held med at redde livet i sidste sekund.
Elsie Howard malede i 1942 dette billede af børn, der skiftede deres eget tøj ud med en uniform, så de var klar til en dag i vuggestuen. Den totale krig ændrede livet og hverdagen for alle i samfundet -også de yngste medborgeres hverdag. På det tidspunkt var kvinder såvel som mænd beskæftiget med andet arbejde end det, de var vant til. “Nursery schools” var nødvendige, hvis kvinderne skulle arbejde.
Denne Lancaster fløj på 49 operationer mellem november 1943 og marts 1944. Hver tur blev markeret med en rondel på skroget. Af besætningen blev flyet kaldt “Fred the Fox”

Royal Air Force forventede at ramme Tyskland i hjertet ved at bombe fabrikker, jernbanestrækninger og andre strategiske mål. Dog var RAF i starten af krigen dårligt udrustet til at udføre disse planer. Angreb blev upræcise, og kun en ud af fire bomber faldt inden for 8 km fra det mål, der var udpeget. Skulle man bombe effektivt, var det nødvendigt med nye fly og bedre navigationsudstyr. I 1939 var udviklingen af disse to ting undervejs, og tunge bombemaskiner som Lancasteren (se ovenstående foto) var klar to år senere. Fra 1942 til krigens slutning kastede disse fly 2/3 af alle de bomber, som RAF var ansvarlig for.

I løbet af sommeren 1940 blev der produceret mere end 2 mio. “Anderson shelters” beregnet til at stå i folks haver som en form for beskyttelsesrum, der kunne rumme mellem 4 og 6 personer. Krigen kommer tæt på os som besøgende og minder os om, hvor meget Danmark var “flødeskumsfronten” for både soldater og almindelige danskere sammenlignet med vore nabolande.

“Peace and Security 1945-2014”

Vi retter nu fokus på tiden efter 2.verdenskrig med Den Kolde Krig og de konflikter, der karakteriserede efterkrigstiden. Udstillingen berører bl.a. Berlinmuren og det delte Tyskland, Koreakrigen, borgerkrigen i Nordirland, Golfkrigen og Saddam Hussein, truslen om biologiske og kemiske angreb samt oprustningen og frygten for atomvåben.

Disse fotos viser det oprør, som greb om sig i Derry/Londonderry i løbet af påsken i 1981, efter Royal Anglian Regiments 2. Bataljon i januar havde “aflagt besøg” for 6. gang. Urolighederne blev understreget af en bølge af sultestrejker hos republikanske fanger i Maze fængslet fra 1. marts i protest over deres forhold. Ti sultestrejkende var døde, da strejkerne endte 3. oktober.
I 1994 lavede kunstneren John Kindness, der var født i Belfast, dette kunstværk, som han kaldte “Sectarian Armour” for at sætte spot på absurditeten i de skismaer, som havde hærget Nordirland i 25 år. En jakke af stål er dekoreret med ikoner fra begge sider af konflikten. Symboler på de, der følte sig loyale over for England, spejler sig i dem, der ønskede at være en del af republikken.
I 1991 blev Golfkrigen udkæmpet for at befri Kuwait fra irakisk besættelse. På billedet ses et irakisk beskyttelsesudstyr og et kit til at teste biologisk-kemisk krigsførelse. Den manglende kvalitet i forbindelse med beskyttelse er helt åbenbar for os alle.

På dette tidspunkt var Iraks brug af kemiske og biologiske våben velkendt. Det var et klart brud på internationale aftaler, og den irakiske leder, Saddam Hussein, brugte helt åbenlyst disse våben i Iran-Irakkrigen i 1980´erne og mod civile kurdere i 1988. Saddam Husseins brutale styre i Irak fra 1979 til 2003 gjorde ham til en frygtet og afskyvækkende person. De officielle mål for krigen i 2003 var at destruere alle masseødelæggelsesvåben i Irak, at bryde Saddams forbindelse til den globale terrorisme og at befri det irakiske folk. Lokale irakere bad britiske soldater om at nedtage en flisemosaik af Saddam fra en mur ved havnen Umm Qsar. De lokale gik derefter i gang med en meget entusiastisk ødelæggelse af afbildninger og statuer af ham, hvilket afspejlede hans fald fra magtens tinde. Siden 1980 havde britiske krigsskibe patruljeret i Den Persiske Golf for at beskytte andre skibe i området. Før 2003 og Irakkrigen var der en særlig bekymring vedrørende et muligt irakisk kemisk eller biologisk angreb.

Denne forseglede metalkasse blev brugt af Royal Navy i Golfen. Den var beskyttet indeni, og en operatør skulle holde øje med tegn på kemiske eller biologiske angreb ved at bruge hign-tech sensorer og elektronisk udstyr. Heldigvis var der ingen sådanne angreb.

CULTURE UNDER ATTACK

Udstillingen “Culture Under Attack” består af nogle udstillinger og events, der undersøger, hvordan konflikter truer de ting, som gør vores liv værd at leve. Og hvad er så kultur? Ja, det bliver reflekteret i både vores personlige passioner og i de kollektive, offentlige udtryk omkring vores identitet: Alt, hvad vi bygger. Kunsten, vi skaber. Tingene, som vi værdsætter. Derudover er der jo musik og sprog, tanker og ideer. Altsammen faktorer, der på forskellig vis og i forskellige kombinationer er med til at skabe kultur og til at gøre os til de mennesker, vi er. I krig bliver kultur ofte angrebet. Det rammer hårdt, fordi kultur ofte udtrykker noget større end det, som det enkelte individ repræsenterer. Men når det er blevet ødelagt, hvad er der så tilbage? Hvordan reagerer vi som individer og som samfund på sådanne tab? Det er nogle utroligt vigtige spørgsmål, som virkelig giver anledning til refleksion, og udstillingen viser mange eksempler på, hvordan kultur er blevet destrueret. Hvad sker der fx, når Islamisk Stat i 2015 destruerer Bel-templet i Palmyra i Syrien? Palmyra er på UNESCOS Verdensarvliste og er en ruinby fra antikken. UNESCO`s generaldirektør Irina Bokova beskriver Palmyras betydning således i 2015: “…Det er et yderst vigtigt Verdensarvsted, der tilhører hele menneskeheden, og vi har ansvaret for at beskytte og bevare det.”

Da 2. Verdenskrig brød ud, gik Londons museer og gallerier i gang med at sikre de mest værdifulde værker i deres samlinger. Det var en vigtig, men svær proces at skulle prioritere, hvad der var vigtigst at sikre for de kommende generationer. Ville vi prioritere på samme måde i dag? Har vores holdninger og værdier ændret sig så mange år senere eller? De tyske bombninger gjorde dette arbejde nødvendigt, og mange kunstværker blev bragt ud på landet til afsidesbeliggende hjem og bygninger. Som krigen skred frem, var det nødvendigt med radikale løsninger. To store stenbrud i Wales og i Wiltshire blev transformeret til dybe, underjordiske opbevaringssteder. Bygninger med historisk værdi var særligt i risikozonen under luftangreb.

Udstillingsafsnittet “What Remains” udforsker og sætter til debat, hvorfor de steder, vi bygger, den kunst vi laver, de bøger vi skriver og de ting vi betragter som skatte, bliver ødelagt i krig. Alle disse ting repræsenterer i høj grad vores værdier og vores erindringer. En voldsom video, som er en propagandafilm lavet og udgivet af IS, viser, med hvilken rystende brutalitet IS-krigere totalt vandaliserer og destruerer originale og uerstattelige skulpturer og malerier i Mosul Museum i Irak i 2015. Hvorfor? En borger i Mosul siger: “IS prøver at destruere vores kollektive hukommelse…De vil have folk til at tro, at der ikke eksisterede noget vigtigt før Islamisk Stat.”

Da Notre-Dame i Paris i 2019 brød i brand, sendte det bølger af chok, fortvivlelse og sorg gennem ikke kun Paris, men over hele verden. Det viser, at kultur ikke kender landegrænser, og ødelæggelse af kultur kan påvirke hele samfund -også på langdistance.

Udstillingen om “Holocaust” gør den besøgende helt stille og tavs. Det er ubeskriveligt svært at stå ansigt til ansigt med disse nedværdigende og bestialske handlinger. Disse grusomheder må aldrig glemmes, og de næste generationer skal lære om Holocaust. Ligeledes er det vigtigt at sætte fokus på de folkedrab, der har fundet sted efter 1945, og vi må håbe, at verden en dag bliver et sted, hvor sådanne ting ikke finder sted. Måske kan man lære af historien……