At gøre en forskel

“Glæden ved at vide, at det arbejde, man gør for SOS Børnebyerne, faktisk er med til at give nogle børn ude i verden bedre kår og et bedre liv, er vigtig for mig. At kunne være med til at gøre en forskel og at vide, at min indsats har indflydelse på deres liv.”

I over 40 år har jeg støttet SOS Børnebyerne, først som almindelig bidragyder og derefter som fadder for en dreng i en børneby i Paraguay. Siden 2008 har jeg været medlem af en lokalgruppe for SOS Børnebyerne i Herning som frivillig. Jeg har besøgt en børneby dels i Bukarest og dels i Barcelona og været dybt betaget af “konceptet”. Det fungerer fantastisk godt, og man mærker tydeligt, at her får børnene kærlighed, tryghed og varme. Alt det, der skal til, for at de kan føle sig som en del af en familie. Man bliver mødt af en stor gæstfrihed, og børnene er tydeligvis meget tillidsfulde. Flere fra vores lokalgruppe har besøgt børnebyer i fx Peru, Thailand og Vietnam, og nogle har endda også besøgt deres fadderbarn. Det er fantastisk at høre dem fortælle om besøgene, som har gjort stort indtryk på dem. Jeg er dybt imponeret over, at man kan have et koncept og nogle principper, som kan fungere på stort set samme måde, uanset hvilken børneby du besøger i verden. Hvert år afholdes der et seminar for samtlige frivillige i de ca. 45 lokalgrupper, der findes rundt om i Danmark. Her møder man direktøren for SOS Børnebyerne i Danmark, Mads Klæstrup Kristensen, bestyrelsesformanden Lars Munch, frivilligkoordinator Charlotte Henriques samt en del andre ansatte fra kontoret i København. Alle dybt dedikerede, professionelle, dygtige og engagerede i arbejdet for SOS Børnebyerne. Desuden er der oftest en gæst fra fx et af de lande, som er prioritetslande for SOS Børnebyerne i Danmark eller en psykolog, som har været med til at opbygge arbejdet med sårbare børn, når de kommer ind i børnebyen. Sidst mødte vi lederen for SOS Børnebyerne i Etiopien, som har været indsamlingsfokus for lokalgrupperne i 2019-2020. Han fortalte om SOS Børnebyernes arbejde i Etiopien og gav et overblik over situationen i landet. Der er indlæg, oplæg og workshops for de frivillige, og det er en kæmpe fornøjelse at deltage i det altid meget veltilrettelagte seminar. En ubeskrivelig oplevelse at se og mærke, hvordan man som frivillig er en del af en verdensomspændende organisation og dermed med til at gøre en forskel.

Fadderskab i Paraguay

Da vores yngste søn var omkring 8 år gammel, besluttede vi os for at tegne et fadderskab. På denne måde kunne vi også være med til at give ham et mere globalt perspektiv og lære noget om, hvordan det er at være barn i andre dele af verden. Desuden vil værdien af at kunne hjælpe andre være en vigtig bagage at kunne give ham med videre i livet. To gange om året får vi brev fra børnebyen, hvor vi kan følge med i både vort fadderbarns liv og livet i børnebyen. Hvert år modtager vi et foto af ham, og de bliver sat ind i familiealbummet. Da vores søn var mindre, sagde han altid, at det jo var hans lillebror, så han har været meget interesseret i at følge med i hans liv. Det første fadderbarn, vi fik tildelt, var en dreng, som efter nogle år fik mulighed for at flytte ud af børnebyen og hjem til sin far. Faren havde fået andre livsbetingelser, og SOS Børnebyerne følger børnene i overgangen og sikrer sig, at alt fungerer under de nye forhold, så det er jo en lykkelig situation, når noget sådant kan ske. Vort næste fadderbarn i samme børneby var også en dreng, som nu netop er fyldt 18 år. Vi har altid skrevet kort og breve og sendt små pakker til jul og fødselsdag til vort fadderbarn ud fra den tanke, at det er fantastisk at modtage en pakke som barn og ofte noget, man husker for altid. Den oplevelse vil vi gerne videregive til vort fadderbarn.

Et dejligt brev fra vores fadderbarn i Paraguay, som deler vores families store fodboldinteresse.

En uforglemmelig oplevelse

Her følger en dejlig historie om drengen, da han var o. 8 år. I vores lokalgruppe var der en mand, som skulle rejse på gruppetur til Paraguay, og på denne tur var der indlagt et besøg i “vores” børneby i Asuncion. Jeg købte en Legoæske, pakkede den fint ind og lagde et brev ved, hvorefter den pågældende mand fik det med på turen. Han fortalte efterfølgende, at vores fadderbarn var inviteret i fælleshuset, hvor gruppe fik introduktion til børnebyen. Drengen havde blikket fæstnet på gaven og vidste, den var til ham. Herefter besøgte gruppen netop hans familiehus, og det viste sig, at han også havde en lillebror, som naturligvis boede i samme familie. De pakkede i fællesskab gaven op og gik i gang med at hjælpe hinanden med at samle Legogaven. Vi havde sendt et pennalhus, da han skulle starte i skolen og som sagt breve og kort, og det hele lå fint stablet på en hylde ved hans seng i værelset. Det er en utrolig dejlig og varm historie, og herefter sendte vi altid en ekstra lille ting med til lillebroren med påskriften “Para tu hermanito” (til din lillebror). Både ham og hans lillebror går nu på High School på “boarding school” med fokus på landbrug, og i weekenderne kommer de hjem til børnebyen. Nu er vi spændte på, hvornår han udfases fra børnebyen, så vi skal have et nyt fadderbarn. Det har været en rigtig god “rejse” at følge ham og hans hverdag, skole og oplevelser i mange år, så vi håber, han vil fortsætte med at have et rigtig godt liv. Han vil sikkert som mange andre børn, der er vokset op i en SOS-familie, komme på besøg og ikke mindst være sammen med sin SOS-mor og sine SOS-søskende, som han jo har fået en dyb og kærlig relation til. I vores familie giver det rigtig meget mening at kunne være med til at gøre en forskel på denne måde. Kommunikationssproget er oftest tysk, og alt bliver oversat på hovedkontoret i Paraguay. Hilsener fra vort fadderbarn er naturligvis på spansk, men er blevet oversat til engelsk eller tysk, når vi får det.