“En kvinde i Berlin” af Anonyma

Lindhardt & Ringhof (Kan også læses på e-rolen)

“Beretning påbegyndt den dag, da Berlin for første gang så slaget i øjnene”

Bogen er skrevet som dagbogsoptegnelser i perioden 20. april til 22. juni 1945. De starter på Hitlers fødselsdag, 4 dage efter det indledende bombardement og beskriver krigens sidste måneder i Berlin. Det var et helvede og ikke mindst for de mange kvinder, der blev voldtaget af russiske officerer.

Anonyma skriver bevægende og på samme tid usentimentalt om livet i krigens murbrokker, hvor bomberne falder, og livet er præget af sult og grusomhed. Dagbogsoptegnelserne blev i efterkrigssommeren omarbejdet til egentlig prosa. Det er et stærkt dokument om at være kvinde i Berlin i maj 1945. Da alting gik i stå, og da alting var slut. Faktuelt gik den sejrende røde hær amok i fest, alkohol og voldtægt af kvinder. Hospitalerne i Berlin anslår, at op mod 130.000 kvinder blev voldtaget, og hver 10. kvinde omkom -mange efter selvmord. 1 mio. mennesker manglede tag over hovedet, sult og angst prægede hverdagen. Anonyma har sat stemme på situationen som den blev oplevet af millioner af kvinder. Iagttageren, deltageren, der med stor intensitiet og nøje beskrevne detaljer skriver “fordi det gør godt, afleder mine tanker.” Det er en krigsdagbog, der ikke ligner nogen anden -set med en kvindes perspektiv på et frygteligt overgreb på en civilbefolkning.

Den anonyme forfatter var en berejst journalist. Der gik mange år, inden man blev klar over, at forfatteren var Berlin-journalisten Marta Hillers. Forordet til bogen er skrevet af Anthony Beevor. Bogen blev første gang udgivet i 1954 i en engelsk oversættelse i USA og i Storbritannien i 1955. En tysk udgave udkom som nævnt 1959 i Geneve med efterfølgende stor opstandelse. Nogle anklagede den for at “besudle tyske kvinders ære”. Voldtægt og prostitution for at overleve var tabu i efterkrigstiden, hvor mænd igen indtog deres autoritet. Emnet var nærmest tabu og har været svært at håndtere for både ofrene og de “skyldige“. Bogen blev genudgivet i 2003 i en ny udgave, og beslutningen om genudgivelsen blev først taget efter den 90-årige forfatters død i juni 2001. Den er en væsentlig kilde til beskrivelse af de tyske kvinders kollektive skæbne og en kilde til beskrivelse af kvindernes ufattelige lidelser i det erobrede Berlin 1945.

Martha Hillers (1911-2001) pas befinder sig i dag på Institut für Zeitgeschichte

Bogen beskriver, hvordan den gruppe, der lever i beskyttelseskælderen som tusindsvis af andre i Berlin på dette tidspunkt, oplever Den Røde Hærs indtog samt livet mellem dem indbyrdes i kældergruppen:

“Samtidig krøb vi hele tiden hen til vinduet. Udenfor kørte et endeløst tros forbi. Fyldige hopper, føl mellem benene. En ko, som brølede dumpt efter malkeren. De er allerede ved at indrette deres feltkøkken i garagen overfor. For første gang kan vi få øje på typer, ansigter: fyldige, brede kranier, kortklippede, velnærede, ubekymrede. Ikke en civilist i miles omkreds. Endnu har russerne gaden helt for sig selv. Men under alle husene bliver der hvisket og bævet. Hvem der engang kunne gengive dette, denne storbyens ængsteligt gemte underverden. Det sammenkrøbne liv i dybet, opspaltes i de mindste små celler, som ikke længere ved noget om hinanden.”

“Lørdag morgen, den 28. april, skrev jeg sidste gang. Siden er der gået tre dage i den grad fyldt til randen med afsindige ting, billeder, bekymringer og følelser, så jeg ikke længere ved, hvor jeg skal begynde, hvad jeg skal sige. Vi er nede i skidtet, dybt, dybt nede. Hvert eneste minut af liv er dyrt betalt. Hen over os raser stormen. Dirrende blade i hvirvelstrømmes, vi ved ikke, hvor vi bliver drevet hen.”

Overlevelsesinstinktet er i den grad aktiveret, og Anonyma beskriver det frygtelige dilemma mellem voldtægt og tungen prostitution, som kvinderne befandt sig i:

“Lørdag eftermiddag omkring klokken 15 hamrede to næver og våben mod fordøren, brølede råt, sparkede mod træet. Enken åbnede. Hun ryster hver gang for sin lås. To gråhårede, vaklende, fulde. De slog deres automatgeværer gennem den sidste hele rude i entreen. Klirrende falder skårene ned i gården. Derpå flår de mørklægningsgardinet ned i laser, sparker ud efter det gamle standur.”

“Jeg bliver ved ned at lytte i retning af døren og spejder efter det lille damearmbåndsur på Jasjas arm. Hvert øjeblik venter jeg Anatol, den tilsagte premierløjtnant, med ængstelse, for jeg frygter kiv. Petka er godt nok stærk som en okse og renvasket, men en primitiv skabning, og en usling, ingen beskyttelse. Af en premierløjtnant venter jeg mig derimod en form for tabu. Min beslutning er urokkelig. Jeg skal nok finde på et eller andet, når tiden er inde. Indvendigt griner jeg hånligt, føler mig som en person, der optræder på en scene. Hvad vedkommer de mig alle sammen! Har aldrig været så langt væk fra mig selv og så fremmed for mig selv. Alle følelser virker døde. Kun overlevelsesinstinktet lever. De får ikke lov at ødelægge mig.”

Både bog of film er et vidnesbyrd især for os, der ikke har oplevet 2. Verdenskrig. Den fortæller kvindernes historie i det udbombede Berlin, og kvinders skæbne, når en fremmed magt erobrer et område, indeholder enormt store traumer, som kvinderne bærer med sig for resten af livet. Menneskerettigheder for slet ikke at tale om “Krigens regler” er ofte ikke-eksisterende i disse situationer, hvor vold, brutalitet og undertrykkelse ofte er “the new normal”.

Bogen blev i 2008 filmatiseret med Nina Hoss i hovedrollen. “Komm, Frau, komm!” var en af de Mest frygtede sætninger i Berlin i foråret 1945.
(Kilde til fotos fra filmen: picture alliance/Everett Cole)