ALDRIG MERE?

 Kan og vil vi lære af historien? Ja, det kommer nok i høj grad an på, hvem “vi” defineres som.

Under vort besøg i Japan gik turen også til Hiroshima, hvor sporene fra den frygtelige augustdag i 1945, hvor amerikanerne kastede den altødelæggende atombombe “Little Boy” over den vigtige industriby og det militære center, stadig står “lyslevende” for både indbyggerne og de besøgende. Flere mindesmærker er samlet omkring epicentret og den ødelagte bygning, der står som en katedralruin over mareridtet. Alle mindesmærker har det formål, at dette ikke må ske igen, og vi skal lære af historien. Som besøgende bliver man stærkt grebet af at stå så tæt face-to-face med en af de begivenheder, som har sat varige, mareridtsagtige spor i vores erindring. For os, der er vokset op under den kolde krig, har atomtruslen været en del af vort univers og vores historie, og den foragt for mennesket, som Hiroshimabomben er udtryk for, gør et ubeskriveligt stærkt indtryk på mig. Den menneskelige grusomhed synes ikke at have nogen grænse. Retfærdighed er et stort ord, men hvad er “nuklear retfærdighed?” Og hvad har “bikini” og retfærdighed med hinanden at gøre? Vi associerer sol, strand, sand og drømmer os væk til sommeren, men bikinien var også modeindustriens kommentar til de første atomprøvesprængninger på øen Bikini i Stillehavet, som amerikanerne foretog efter krigen. Bikinien var symbolet på en atomkrig, hvor næsten alt tøj er blevet revet af den overlevende. Øen Bikini er en del af de 29 atoller, som udgør Marshalløerne i det vestlige Stillehav. Mellem 1946 og 1958 gennemførte USA ikke mindre end 67 atombombeprøvesprængninger på de nordligste atoller, Bikini og Enewetak. Disse prøvesprængninger var blandt verdens kraftigste, og alene Castle Bravo-forsøget, som fandt sted på Bikini 1. marts 1954, var op til tusind gange så kraftig som atombomberne, der ødelagde Hiroshima og Nagasaki. Men der var jo også en oprindelig befolkning på Marshalløerne, og disse refererer ofte til sig selv som “nukleare nomader”. Fra Bikini blev de i 1946 flyttet til Rongerik, som er en ressourcefattig og øde ø. Her sultede de, indtil de to år senere blev flyttet først til Kwajalein og dernæst til Kili, en lille ø på 81 hektar, som var alt for lille til at brødføde 600 mennesker. Derfor blev de afhængige af importeret amerikansk dåsemad, som ankom meget uregelmæssigt på grund af de høje bølger. Befolkningen på Enewetak har en lignende historie. Også andre atoller mærkede konsekvenserne af sprængningerne. Castle Bravo-testen dækkede både Rongelap og Utirik med et tykt lag radioaktivt støv. De game kan huske, hvordan kvinderne i årene efter Castle Bravo fødte såkaldte “vandmandsbabyer”, babyer formet som en klase vindruer. Selve om Den Kolde Krig er slut, vil dens arv påvirke Marshalløerne langt ind i fremtiden. På en række øer er de målte mængder af cæsium, strontium og plutonium langt højere end dem i Tjernobyl. Plutonium, som er farlig, når den indåndes, har en halveringstid på 24.000 år, så det har lange udsigter med at vende hjem til de oprindelige miljøer. MEN i 1968 erklærede præsident Lyndon B. Johnson, at befolkningen trygt kunne vende tilbage til Bikini, og ifølge den amerikanske atomenergikomité var atollen ikke længere radioaktiv. De tilbagevendte skulle blot undgå at spise de lokale krabber og højst indtage én kokosnød om dagen. 10 år senere blev de tilbagevendte tvunget til at flytte fra øen igen. USA har bevilget 150 mio. dollars i erstatning til borgerne fra Bikini, Enewetak, Rongelap og Utirik, hvilket ligger langt under de 2,2 milliarder dollars, som Nuclear Claims Tribunal har tilkendt ofrene. Desuden anerkender USA kun ansvar for ofrene, der fysisk befandt sig på disse atoller, da Castle Bravo-testen fandt sted. Ingen kompensation ydes til andre atoller, og de øvrige atomtests tæller heller ikke med i regnskabet. Borgere, der først senere flyttede tilbage til øerne, kan heller ikke få kompensation -selv om de lider af strålingsrelaterede sygdomme. Marshall-øerne har heldigvis ikke opgivet håbet om en større anerkendelse, og en ny regeringsstrategi sigter efter “nuklear retfærdighed” for alle atoller. At Kinas stigende indflydelse i Stillehavet har vakt ængstelse i USA understreges af, at USAs politiske samarbejdsaftale med Marshalløerne udløber i 2023. Udenrigsminister Mike Pompeo besøgte i august 2019 som den første amerikanske udenrigsminister nogensinde Marshalløerne, og der er vist ingen tvivl om, at øerne er blevet til en brik i et større geopolitisk spil. Muligvis kan dette betyde, at der gives flere indrømmelser fra USA, og måske kan beboerne opnå en reel “nuklear retfærdighed”. Lad os se. Forskningen bag atombomben bragte også diskussioner om atomkraft som energi i spil. Heldigvis har Danmark ikke atomkraftanlæg, men vi har haft dem i vores baghave lige på den anden side af Øresund og i Tyskland. Som bekendt kender radioaktivitet dog ingen grænser. I Tjernobyl i Ukraine indtraf natten til 26. april 1986 historiens største kernekraftulykke. Det vurderes, at ulykken udløste op til 400 gange så meget radioaktivitet som atombomben over Hiroshima. Hviderusland var et af de lande, der blev mest forurenet med radioaktivt nedfald efter ulykken. Ulykken ramte også så vidt som Europa, Skandinavien og det østlige USA. Jeg husker tydeligt, at jeg sad med min kun en måned gamle søn i armene, da disse nyheder tonede frem på tv-skærmen. Også tanker omkring mine børns fremtid og den verden, de skal vokse op i, fløj gennem mit hoved. Et par dage blev det forbudt at sætte køer på græs i Sønderjylland grundet forhøjet stråling i græsset, og nogen tid derefter kom der informationer om, at antallet af børn født med misdannelser i det tidligere DDR et halvt år efter Tjernobylulykken havde været ekstraordinært højt. Radioaktivitet er grænseløs. Det estimeres, at mere end seks mio. børn og voksne stadig bor i meget forurenede områder i Hviderusland, Rusland og Ukraine. Forskere har observeret en øget risiko for en række livstruende sygdomme blandt indbyggerne i de mest forurenede dele af Ukraine og Hviderusland. Der går næsten et gys igennem mig, når jeg ser, at der reklameres med guidede turistture til Tjernobyl. På ingen måde bliver jeg tiltrukket af gå rundt med en geigertæller og se det i dag ubeboede område, hvor forladte stuer, børnehaver , rustne radiobaner og pariserhjul fortæller om den frygt for den usynlige fare, der gjorde, at indbyggerne i al hast måtte forlade deres hjem. Det er rystende at tænke tilbage på, hvor lang tid der gik, inden der kom officielle meldinger om, hvad der var sket. Endnu engang et eksempel på manglende respekt for det enkelte menneske.