Novellekreds skrevet af Lisbeth Nebelong
Udgivet på Alhambra, 2024
En svævende lunde på vej ind i konturerne af celloen, der danner udkigsvinduet til en fascinerende nordatlantisk natur, er parat til at tage læseren med på en tur gennem novellekredsen “Sonate for sorgfulde hjerter”. Det er meget dækkende at kalde bogen for en kreds af noveller, da de alle har indbyrdes sammenhæng via personerne og deres historier. Har man læst Lisbeth Nebelongs debutroman “Når engel spiller Mozart”, genkender man stort set alle personerne, som man nu atter møder adskillige år senere, – men med masser af referencer til deres liv, oplevelser og erfaringer, der berettes om i debutromanen. “Sonate for sorgfulde hjerter” består af syv sammenflettede fortællinger om natur, musik og personer, og vi ser, hvordan både naturen og musikken gør stort indtryk på menneskene og er i høj grad “game changere” for personerne i de fleste af novellerne.
Den nordatlantiske natur danner en smuk klangbund i alle novellerne, og man mærker tydeligt, at forfatteren selv har boet på Færøerne i tre år, da hun udfolder de smukkeste beskrivelser, der er fuldt integreret med personernes tanker og oplevelser. Hun har virkelig naturen helt inde under huden. I intronovellen møder vi i 1972 Andreas, hvis søn Kåre, ja, som han tror, han er far til, er cellist og spiller en rolle på forskellig vis i samtlige noveller. Dette er nok årsagen til celloen på omslagets forside. Ligeledes har han komponeret “Sonate for sorgfulde hjerter” der også optræder i stort set alle novellerne på forskelig vis. Derefter følger novellerne kronologien. Den sidste novelle foregår i 2019, hvor hovedpersonerne er Novella og Eduardo, som via et besøg på Island genoplever deres tid på Færøerne for mange år siden. Mest skelsættende er nok Novellas erindring om sine klavertimer med Kåre, da han var helt ung, og hvor timerne førte til hedere følelser end blot tangenterne kan tages til indtægt for. Konkluderende for hele novellekredsen er Edoardos slutreplik “Så kom vi alligevel til Færøerne igen”, da bogen netop har bragt læseren rundt i Nordatlanten med personerne, men med masser af erindringer og referencer til Færøerne.
Intronovellen “Andreas kommer hjem” beskriver en mand i krise, både hvad angår jobbet på kutteren og på det familiemæssige og det ægteskabelige plan. Vi møder ham i perioden fra 1971 til nytårsnat 1974/75, og forfatteren imponerer læseren med sin smukke måde at bruge naturen på, når personernes tanker og følelser skildres. Desuden skal det siges, at det virker utroligt medrivende, idet naturen ikke bliver “påklistret”, men er i den grad autentisk, fordi den er en integreret del af hver enkelt person. “Har igen haft en nat med usammenhængende søvn og føler sig ude af stand til at tænke klart. Som en skibbruden, der omsonst spejder efter livstegn, betragter han det endeløse grå hav. Ingen skibe i sigte, ikke så meget som en opklaring i horisonten, selv mågerne har opgivet håbet. Hvordan skal det dog gå. Med turen, indtjeningen, huset, det hele.” I intronovellen optræder Kåre også, hvor han er med faren på kutteren, og vi følger farens overvejelser omkring sønnens forhold til klaverlæreren Novella, som vi jo møder i outronovellen, så dermed er kredsen sluttet på smukkeste vis. I novellen “En særlig souvenir” følger vi Kåres mor, Elin, på tur langs Norges kyst til den nordligste bygd. Turen bliver også en udviklingsrejse for hende, da hun er sendt ud på egen hånd, mens hendes nuværende mand, Jørn, arbejder på sit arrangement af “Sonate for sorgfulde hjerter”. “Inden hun vil i seng, stiller hun sig ud på båddækket. Vinden er gået til ro. Søen ligger blank som en vidtstrakt dug af sølvgrå satin. I kimingen er de lave træklædte fjelde afløst af nøgne, sorte bjergkæder med sneflager på de højeste tinder, og da solen synker, bryder den gennem skyerne. Fjeldsiderne farves gyldne, og hun bliver stående, mens himlen og havet omkring de talrige småøer og skær skifter fra orange til rødlilla. Først da de sidste brudstykker af landskabet er blevet opslugt af det milde septembermørke, går hun ind……Så er det altså i morgen, konstaterer hun trist og låser sig ind i kahyt nr. 501”. Det kan nok næsten ikke skrives smukkere. Vi er i den grad med i personernes lomme og bliver overvældet gang på gang af kærligheden til naturen, der er med til at bringe os helt ind i deres sorgfulde hjerter og følge deres tanker og følelser. I “Dansen med Elin” møder vi Jørn derhjemme, hvor han tænker over livet, mens Elin er på tur. Tænker over, hvordan de mødte hinanden til “kasketramp”, da han kom til Færøerne, fordi han efter konservatoriet havde meldt sig til Søværnet og besejlede færøsk farvand. Også hans afdøde kone bliver genstand for tankerne, og en rose i en vase bliver på smukkeste vis både symbol på hans tidligere og hans nuværende kone. I en alder af 70 år er han i fuld gang med arrangementet af sonaten. “Hvor han dog glæder sig til at komme videre med værket. Det gryende efterår er som skabt til vemodig eftertænksomhed og musikalsk kreativitet. Som om længslen efter det dagslys, der er i færd med at svinde ind, nærer lydhørheden for de mørkere, mere følsomme klange, han fornemmer, er sonatens endnu uforløste essens.” I novellen om Jørn fodrer naturen naturligvis også hans inspiration til arbejdet, men også selve musikkens betydning for Jørn bliver fremragende beskrevet på meget poetisk vis. Hovedpersonen i “I Lofotens lys” er Lisa, men vi mødte hende allerede i debutromanen, da hun som teenager, blev omplantet -og ikke med sin gode vilje- fra Danmark til Færøerne, fordi hendes far skulle være rigsombudsmand der. Nu er hun en moden kvinde, der tager til Nordnorge for at finde sig selv efter en langtrukken skilsmisse og har brug for at være alene. Hun oplever en koncert med sin ungdomsforelskelse, Kåre, fra Færøerne, og masser af tanker fra både før og nu flyver gennem hende. Ikke mindst fordi, Kåre var hendes bror Eriks bedste ven, og Kåre spillede netop en følelsesladet solosuite ved Eriks bisættelse. Siddende på et klippestykke i den rå, men smukke natur læser hun festivalprogrammet, som bliver til hendes nye livsvisdom -og måske også en brugbar livsvisdom for læseren: “……handler om balansen i livet. Om å stå i sentrum av kaosset og ligevel føle ro. Om å kunne la hver bølge passere uten å løpe efter. Om mot til å forandre og slippe det, du ikke lengre har behov for.” Netop foreningen af menneske, natur og musik i denne situation fører hende tilbage til lidenskaben med Kåre, men hun har nu været igennem et renselsesritual, der minder hende om, at den længsel, hun har i sig, når hun mærker efter, ikke mere skal knyttes til hendes ungdomskærlighed. Dog mødes de uventet til sidst på færgen i en åben slutning. Novellen “Sammen og alene” har Kåre som hovedperson under hans koncerttur til Lofoten. Masser af tanker om sorg og svigt igennem tiden bliver vendt og drejet. Da han tog til Norge for at forfølge en musikalsk karriere som cellist, ændrede han sit navn fra Kári Sandoy til Kåre Sandøy: “Måske mærker jeg ikke længere klangbunden i min egen sjæl, tænker han og føler et sug efter nogen at tale med. Et mennesker, der kender og holder af ham, som han er. Som han var, før Kári Sandoy blev til Kåre Sandøy. Som han inderst inde ønsker at være.” Herefter følger novellen “Eriks sidste vilje”, som måske står som den absolut stærkeste novelle i bogen. Hans tid er ved at rinde ud. Han ved, han skal dø og her på en af sine gode dage, skriver han et brev til sin søster, Lisa, som skal være en hyldes til livet. En meget filosofisk novelle er det blevet til med mange dybe betragtninger over tilværelsen og det at ældes. “Gradvist indsnævres geografien. Vingefanget bliver mindre. Til vi som lunderne efter træk på tusinder af kilometer slår os ned inden for en meters nøjagtighed fra den græstue, hvor vi blev udklækket….Hvor meget vi end vægter at have både rødder og fødder, vinder rødderne til sidst.” Tiden på Færøerne med Lisa og forældrene var knapt så barsk for Erik som for Lisa, og han reflekterer meget over Lisas og Kåres forhold både dengang og nu: “I var skabt til samhørighed…Måske var I bare ankommet for tidligt til hinanden og håbede, timingen engang ville vise sig bedre?”, og her binder denne novelle en tæt tråd til “I Lofotens lys”, som har netop Lisa som omdrejningspunkt.
En forrygende kreds af noveller har Lisbeth Nebelong hermed begået. Det er en fornøjelse som læser at blive hvirvlet ind i både naturen, musikken og alle personernes historier, tanker og følelser. Når sidste side er vendt, føler man, at man selv har tilbagelagt en rejse, fordi man har levet sig ind i et univers, der netop er skabt ved den velgennemtænkte komposition og de smukke beskrivelser.