“Sandheden om Lucy” Ib Michael

Gyldendal 2020

Med et imponerende forfatterskab bag sig er Ib Michael nu på banen med en ny roman. Det er som sædvanlig utroligt inspirerende og interessant at læse hans beskrivende og meget varierede sprog, hvor man hurtigt bliver fanget ind i intensiteten og rives med i handlingen. Bogen er opdelt i tre “bøger” med flg. titler:

  1. Lucy
  2. Manden med slangehjernen
  3. Kongerne i paradis

I denne roman møder vi Igor, der som grafittimaler er en af storbyens rodløse unge.Han maler på bl.a. gamle togvogne og er en nat i gang med at tatovere byrummet, da han i en gammel, udrangeret togvogn finder Lucy liggende i sin egen tøjbunke. Han er en “enspænder, holder af at være i sit eget medbragte rum, hvor ingen griber forstyrrende ind” og står nu ansigt til ansigt med en pige, der tydeligt bærer spor af at have været udsat for grov vold. Hun er rædselsslagen for, at han tilkalder politiet, og han beslutter at tage pigen, der er omgærdet af megen mystik og mange ubesvarede spørgsmål, med hjem til sit kolonihavehus. Hans forældre er begge omkommet i en trafikulykke, og han har siden boet hos sin mormor i kolonihavehuset. Hun er nu på plejehjem, og han bor alene. Lucy siger:”Jeg ville ønske, jeg vidste hvem jeg var. Jeg kan ikke, ligesom dig, tegne de billeder jeg bærer rundt på indeni. Ligegyldigt hvilket spejl jeg ser mit ansigt i, så synes jeg, det hører hjemme et andet sted. Har du det også sådan?”.Dette er for Igor en genkendelig følelse, og fra det tidspunkt er der en varm forståelse mellem de to. Deres forhold og gensidige sympati udvikler sig til varmere følelser, men gåden bag Lucys person og baggrund er stadig meget langt fra at være løst. Virkeligheden spøger i både Igor og Lucys bevidsthed. 

“Virkeligheden er en film, vidste du ikke det? En film i hjernen, Lucy”

“ Det er en dobbeltdrøm han hele tiden vågner fra, måske holder det aldrig op. Den yderste rædsel, fanget mellem to drømme hvoraf den ene skal forestille virkeligheden. Hans hjerte galopperer i panikangst.”

Igor har købt billetter til koncert på Roskilde Festival og glæder sig til at tage Lucy med, men hun river dem resolut over. Koncerten bliver et blodbad og en rædsel uden lige, da en terrorist har gemt sig i mængden og skyder løs i alle retninger. Lucy var blevet advaret af sin lillesøster, Kiki, som Igor får lov at møde i en dansehal. En niqabklædt pige med samme baggrund som Lucy, men det træder efterhånden frem, at Lucy er på flugt fra nogle normer og værdier, hun ikke kan acceptere. Indhentet af voldtægt og kvælningsforsøg lå hun derfor blødende og halvt bevidstløs i togvognen, hvor Igor fandt hende. Derfor har hun transformeret sit udseende til en punkerpige. En tvivlsom, men åbenlyst farlig mand dukker op i kolonihavehuset for at lede efter Lucy, og også Igor føler sig nu jaget. Pludselig en dag er Lucy forsvundet, men hun har “glemt” sin dagbog i garderoben. Igor får via dagbogen et indblik i hendes baggrund, tanker og følelser, men har stadig et hav af ubesvarede spørgsmål. Efter bedstemorens død føler han sig endnu mere afhængig og tættere forbundet med Lucy.

“ Han stirrede fascineret på skatten Lucy glemte. Alt det han ikke ved om hende. Tavshedens myldrende indre”.

Lucy skriver, at hendes familie vil slå hende ihjel, hvis dagbogens indhold kommer til deres kendskab. Som datter af en imam har familien allerede udset sig en ægtemand med status til hende. En velanskrevet lærd imam på farens alder og en af ISILs topledere gør det til en stor ære for familien, men den 15-årlige Lucy gør oprør og flygter fra familien hjulpet af søsteren Kiki.

Vi føres herefter først til tante Farahs lejlighed på Østerbro. Farah er videnskabskvinde og kan desuden fortælle om familiens flugt gennem deres barndom og opvækst på grund af, at faren blev radikaliseret som ung og han har nu viet sit liv til IS. Desuden kan hun fortælle, at Lucy befinder sig i Brasilien. 

REJSEN ER BEGYNDT.

 Ib Michael føres os herefter sammen med Igor til Brasilien, hvor han vil finde Lucy og løse gåden om hende. Handlingen spindes ind i aktuelle problemstillinger som politiske magtfaktorer, nedbrænding af regnskoven, narkokartellernes magt, FARC-bevægelsen og samtidig fører “jagten” på Lucy i fodsporene på Fawsettekspeditionen til indianerne. Scenen åbner nu mod et eventyragtigt og mytisk univers, hvor ingredienser som troldmænd, menneskeofringer, hjernescanninger, slangedynastiet bliver del af den farefulde færd mod Tula, verdens centrum og Jordens hjerte.

Da de efter mørkets frembrud går ud og betragter stjernenatten, ser Igor ikke stjernebilleder, men i stedet myldrer det med konstellationer, han aldrig har set før. Hans anden bevidsthed er på spil, og han siger til Lucy: “Du, jeg er altså ikke sikker på, at vi overhovedet er på Jorden længere.”

En virkelig fantastisk roman, som river læseren med sig i en rivende strøm af oplevelser, spænding og eventyrligt fascinerende beskrivelser, der giver læseren en følelse “som at være der selv.”