8. MARTS -KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Så er det endnu engang blevet den 8. marts, som jo er Kvindernes Internationale Kampdag. Hvor langt er vi nået både nationalt og globalt ? Er der stadig noget at kæmpe for selv i vores egen lille andedam i Danmark, hvor vi jo har en tendens til at bryste os af at befinde os i toppen, hvad angår stort set alt? Svaret er et stort, rungende og ubetinget JA!

Mødet med Danmarks mest indflydelsesrige kvinde

I dagens avis lærte jeg i dag en af de mest indflydelsesrige kvinder i Danmark at kende. Hun er på min alder og har forsket i kvinders position og samfundsværdi i Danmark i årtier. Nina Smith er professor på Økonomisk Insitut, Aarhus Universitet, har i flere år været en af politikernes foretrukne eksperter til kommissionsarbejde og medlem af mange bestyrelser, herunder næstformand i Nordea. Hun er i allerhøjeste grad mønsterbryder og har selv kæmpet sig fra samfundets bund til samfundets top. Fra socialklasse 5 til magteliten. Hun blev født i et fattigt, indremissionsk husmandshjem på Fyn, hvor hendes far ikke mente, at kvinder skulle have nogen uddannelse, og i øvrigt skulle de tie i offentlige forsamlinger. Så Nina Smith ved om nogen, hvad det vil sigte at prioritere, foretage valg og at kæmpe, og hun har derved både sin personlige historie og den professionelle indsigt og viden om emnet, og for hende bør der i dag hejses et kæmpe stort flag.

Hendes pointe er, at ligestillingen i de seneste 20 år ikke har udviklet sig bl.a. på grund af den lange barselsorlov, som fortrinsvist benyttes af kvinder. Tankemønstre og stereotyper forstærkes af de lange orlovsperioder til kvinder i Danmark, hvilket også medvirker til en mere kønsstereotyp fordeling af opgaverne i hjemmet.

298 dages barselsorlov tog kvinder i gennemsnit i 2015 pr. barn, mens fædrene tog 30 dage

11,2 % mænd med hjemmeboende børn under 6 år arbejdede deltid i 2018. For kvinder var antallet 24,7 %

Kvinder tjener i snit 15 % mindre end mænd i timen

15 % kvinder var der i direktionerne i 2018. 19 % i bestyrelserne var kvinder 

Hun advarer i dag kvinder mod at tage frigørelsen for givet og prioritere mor-konkurrencer over karriere. Desuden mener hun, at det moderne moderskab spiller en væsentlig rolle i stresssammenhæng.

“Der er sørme meget at leve op til, når man både skal op på ledelsesgangen, være den perfekte mor og vinde alle mor-konkurrencerne.”

Nina Smith er en ivrig fortaler for øremærkning af orlov til mænd. En ændring, som EU nu står til at pålægge Danmark om nogle år, mens andre lande har haft det længe.

I 1975 startede hun på økonomistudiet, hvor der kun var 5 kvinder på en årgang, men 145 mænd. I 1990 blev hun den første videnskabeligt ansatte kvinde på det traditionsrige økonomiske institut på Aarhus Universitet. Indtil da havde kun sekretærerne og rengøringspersonalet dér været kvinder.

En enormt sej og stærk kvinde at stifte bekendtskab med, og især fordi alt dette er sket sideløbende med mit liv, min udvikling, mine mål og ambitioner, min uddannelse og mine refleksioner vedrørende min rolle som kvinde. 1970 var året, hvor jeg blev konfirmeret, og hvor ungdomsoprøret havde været i gang et par år og havde rystet samfundet. Ordet “rødstrømpe” var nyt, men vi piger tog det til os og var klar over, at vi skulle sætte os igennem og markere os. Vi havde jo vores mødres og vores bedstemødres historie og livsbetingelser inde under huden, og vi var meget bevidste om, hvad vi ville. Uddannelse var vejen frem til nye muligheder, og alt det, der skete med ungdomsoprøret, modstanden mod Vietnamkrigen, demonstrationer, beatmusikken etc….. var med til at påvirke os. Til at vise nye muligheder og til at nedbryde grænser og åbne verden for os. Som et kuriosum kommer jeg til at tænke på os iklædt hjemmestrikkede strømper og røde træsko som en del af vores “uniform” i disse unge teenageår. Vores øvrige uniform var ørkenstøvler, fløjlsbukser, fløjlsanorakker og hjemmestrikkede halstørklæder. Vi ejede ikke kjoler, nederdele og andet feminint, og håret var langt, så vores “look” lå milevidt fra det fokus, som unge piger har på deres udseende i dag. Naturligvis var vi interesserede i at se godt ud, men hele “set-uppet” var så forskelligt fra i dag, som næsten tænkes kan. Jeg oplevede dog, at det gav os en enorm frihed på mange fronter. Hvad angår opdragelse af piger og drenge er jeg af den opfattelse, at vigtigheden af at lære dem, at man skal op på tæerne, række højt, se mulighederne og forfølge dem er ubeskriveligt stor. 

Har vi ligeløn i Danmark?

Efter så mange år virker det helt grotesk, når man står ansigt til ansigt med det faktum, at selv i dag tjener mænd i gennemsnit 13-17 % mere end kvinder (kilde: SFI), og selv om man tager højde for uddannelse, branche og arbejdsfunktion, er der stadig en lønforskel på 4-7 % mellem mænd og kvinder. Kampen for ligeløn går helt tilbage til 1870´erne, hvor danske lærerinder krævede samme løn som deres mandlige kolleger. I 1919 fik kvinder en vigtig sejr med loven om ligeløn til alle offentligt ansatte, men loven hjalp ikke de mange kvinder på det private arbejdsmarked. Her indeholdt overenskomsterne forskellige lønsatser for mænd og kvinder, og kvinderne fik i gennemsnit 2/3 af mændenes løn. I 1976 blev der ved lov indført ligeløn for samme arbejde, mens løngabet i 70´erne var på 20 %! Dette banede vejen for Ligestillingsloven og loven om ligestilling i 1978.

Kampen for stemmeret

Så ja, der er stadig meget at kæmpe for. Der er sket meget, siden Grundloven i 1915 blev ændret, så kvinderne fik valgret, MEN det er stof til eftertanke, at vi indtil nu kun har haft to kvindelige statsministre -og den første fik vi først i 2011. Vi husker alle suffragetterne, som blev anført af Emmeline Pankhurst. De britiske suffragetter havde primært baggrund i middel- og overklassen og kæmpede for almindelig stemmeret til kvinder i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Emmeline Pankhurst besluttede, at bevægelsen var nødt til at blive mere radikal og militant for at have gennemslagskraft. Det blev til ødelæggelse af ejendomme og sultestrejker, som af myndighederne blev mødt med fængselsstraf og tvangsfordring. De blev nægtet adgang til møder, men gemte sig i orgler, talerstole og andre steder i mødesalene ofte flere dage før møderne, hvorefter de sprang frem og afbrød talerne med spørgsmål. I 1918 opnåede de britiske kvinder over 30 år stemmeret, og i 1928 blev den udvidet til at gælde for kvinder over 21 år. Man skal virkelig sætte pris på dem, der har kæmpet for rettigheder, som vi i dag betragter som selvfølgelige. Det har kostet blod, sved og tårer og har haft mange omkostninger. Man mærker tydeligt historiens vingesus, når man hører om disse stærke kvinder.

Vidste du, at New Zealand var den første nation med egen regering, der i 1893 gav alle kvinder over 21 år ret til at stemme til parlamentet?

Vi hejser flaget for 6000 mødre

I dag bør vi også hejse flaget for alle de 6000 SOS mødre, som i SOS Børnebyer rundt i mere end 130 lande i verden er med til at gøre en kæmpe forskel i mange børns liv. Stærke kvinder bygger gode samfund. Med gode erfaringer og oplevelser i rygsækken bliver god omsorg givet videre fra generation til generation. SOS mødrene er daglige forbilleder for børn i børnebyerne og gør en fantastisk indsats for at give børn tryghed, kærlighed, oplevelser, tilhørsforhold, sammenhold og viser dem vigtigheden af et omsorgsfuldt hjem.

Hyggestund i SOS Børnebyen i Jimma, Ethiopia. Foto: Lars Just

Der er sket en fantastisk udvikling i kvinders rettigheder de sidste 100 år, men nogle steder er der stadig skræmmende tydelig ulighed mellem kvinder og mænd. Etiopien er et af de lande, hvor der er størst forskel på, hvordan man betragter kvinder og mænd. I store dele af landet pålægger man stadig kvinder den kønsstereotype rolle som hjemmegående husmor, og arbejdsløsheden hos unge kvinder er dobbelt så høj som hos unge mænd. Den 24-årige restaurantejer Habtamnesh er vokset op i en SOS-familie og fortæller om kvinders situation i Etiopien:

”Folk mangler viden om kvinder og deres potentiale her i landet.” siger hun og tilføjer: ”når man prøver at opnå noget, så griner mænd af en. De tror, at den eneste måde, en kvinde kan få succes på, er ved, at en mand støtter hende, eller at hun går i seng med en mand for at få penge. De tror ikke, at man selv kan have opnået noget som helst. Det er et kæmpe stort problem.”

Habtamnesh fortæller også, at hun måske ikke havde opnået det, hun har, hvis hun ikke var vokset op i en SOS-familie. Livet i børnebyen har givet hende en helt særlig form for selvtillid og selvrespekt, som mange andre måske ikke har. Samtidig har hun fra en tidlig alder lært at tage ansvar og har erfaret, at der kan komme noget godt ud af dårlige situationer😊❤️.

Sjov, leg og ballade i SOS-børnebyen i Jimma i Etiopien. Foto: Lars Just

Børnene ifølge UNICEF

Den danske jurist og “løvinde”, Mia Wagner, er blevet medlem af UNICEFs præsidium. UNICEF blev oprettet i 1946, fordi “Håbet for verdens fremtid hviler på de kommende generationer.” Tanken var, at det skulle være en midlertidig organisation, der skulle sikre mad og mælk til nødlidende børn i Europa og Japan efter krigen, så dette kunne hjælpe børnene til at overleve, genopbygge de ødelagte samfund og genoprette troen på en bedre fremtid. Men FN valgte senere, at UNICEF skulle bestå for at hjælpe udsatte børn i hele verden. UNICEF holder et vågent øje med, hvordan status er for børn i verden, og ifølge UNICEF er der mange fremskridt, men stadig meget at kæmpe for:

Hver 20. pige mellem 15 og 19 år er blevet udsat for voldtægt

Hvert år bliver 12 mio. piger giftet væk som barnebrude

Hver 4. pige mellem 15 og 19 år går enten ikke i skole eller er i arbejde

Så ja, der er larmende meget at kæmpe for nationalt, men i den grad også globalt. Pigers rettigheder er under voldsomt pres hver eneste dag. I alle SOS Børnebyernes børnebyer bliver børnene opdraget med og undervist i menneskerettighederne og har dermed større mulighed for at øve indflydelse på deres eget og andres liv, også når de selv skal ud i verden, skal stifte deres egen familie og leve deres eget liv.

Så er der dækket op til et dejligt og hyggeligt måltid i en af SOS-familierne i SOS-børnebyen i Jimma, Etiopien. Foto: Lars Just

Udgivet i UncategorizedSkriv en kommentar | Rediger