Vi kender alle Paul Gauguin og hans farverige malerier. Men hvordan formede hans liv sig? Hvorfor og hvordan satte han nye standarder for, hvordan man laver portrætter? Og hvorfor rejste han flere gange til Polynesien, hvor han også tilbragte sine sidste år?
Udstillingen “Gauguin Portraits” på The National Gallery i Sainsbury Wing på Trafalgar Square har fokus på, hvordan den franske kunstner Gauguin revolutionerede portrættet. Den spænder lige fra hans tidlige år som kunstner til hans sidste år, som han tilbragte i Fransk Polynesien. Gauguin tilføjede omhyggeligt udvalgte attributter eller placerede modellen i en utraditionel og tankevækkende kontekst, som udtrykte meget mere end blot modellens personlighed. Dette ses også i mange af hans selvportrætter som fx “Christ in the Garden of Olives”, hvor Gauguin afbilder sig selv som Jesus med et maskelignende ansigt og rødt hår på aftenen, hvor Jesus blev forrådt. Skyggefigurerne i det mørke landskab antyder et varsel om noget dramatisk. Gauguins manglende kommercielle succes og hans følelse af isolation fodrede hans opfattelse af at være forfulgt. Ved at bruge Kristusfiguren ikonografisk kunne han kommunikere sin lidelse ud til beskueren.
Gauguin blev fuldtidsmaler i en sen alder som 35-årig. På billedet sidder han i sit enkle atelier med lysindfald fra kvistvinduet. Paul Gauguin blev i 1873 gift med den danske Mette Sophie Gad, og de fik sammen 5 børn. Familien flyttede i 1884 til København, hvor han forgæves forsøgte at ernære sig som presenningsælger uden at kunne et ord dansk. Han begyndte at male på fuld tid, og i 1885 forlod han familien og flyttede til Paris.
Gauguin fulgte en gammel tradition blandt kunstnere med at forære selvportrætter for at understrege hengivenhed og fælles værdier. Nederst i venstre hjørne ses resterne af en dedikation til vennen og eleven Charles Lavalder, som han i 1887 rejste til Martinique med. I øverste venstre hjørne ses endnu en dedikation til maleren Eugene Carriere. Gauguins omskiftelige humør betød, at hans venskaber ofte var meget intense, men kortvarige.
Ud af et stykke egetræ vokser det udhuggede portræt af de Haan, som sammen med Vincent Van Gogh var to hollandske kunstnere, som kom til at spille en stor rolle i Gauguins liv og kunst. De arbejdede sammen i Bretagne, og Gauguin afbillede vennen igen og igen. Selv længe efter de Hans død optrådte han ofte i Gauguins billeder -altid med det samme melankolske udtryk og hånden under hagen.
Med baskerhuen godt ned i panden og træsko på fødderne afbilder Gauguin sig selv i mødet med en bondekone ved gærdet i den bretonske landsby Le Pouldu.
I 1886 flyttede Gauguin til Bretagne, hvortil også andre kunstnere kom på grund af hans karismatiske personlighed, og efterhånden betragtede de ham som deres leder. I Bretagne portrætterede han de lokale bønder som “primitive” og “rene” sammenlignet med de sofistikerede parisere. De poserede gerne for penge i bretonske folkedragter, men deres reaktioner på Gauguins færdige værker var ikke altid positive. Gauguin begyndte at overveje, om han ganske enkelt ikke var rejst langt nok i sin søgen efter en uspoleret og “oprindelig” kultur. For at finde en uspoleret, men dog fransktalende, ikke-vestlig kultur rejste Gauguin i 1891 til stillehavsøen Tahiti, som var blevet en fransk koloni i 1880. Kontakten til Vesten gik dog helt tilbage til det 16. århundrede, og kristne missionærer havde arbejdet der i årtier.
En barfodet tahitiansk kvinde sidder i en fransk gyngestol fra kolonitiden iklædt en rød missionærkjole. Kjolen, det broderede lommetørklæde og fingerringen antyder hendes tilpasning til europæisk kultur. Via hendes melankolske udtryk og en bred palette af blå, lyserøde og olivengrønne farver har Gauguin villet vække en stemning af nostalgi for den tahitiske livsstil, som var på vej til at forsvinde i mødet med kolonialiseringen.
Missionærerne nærede mistillid til den tahitianske livsstil, og de tvang tahitianske kvinder til at bære ærbare kjoler efter europæisk model. Gauguin var oprørt over disse krav og opfattede det som en krænkelse af deres kultur, men det gav ham masser af kunstnerisk inspiration.
Dette er det eneste maleri, hvor Gaugain bruger navnet på den meget unge kvinde, som han giftede sig med under sit første ophold på Tahiti, Teha’mana a Tahura. Iklædt en missionærkjole er hun omgivet af gådefulde, spirituelle referencer: indhuggede tegn fra tavler på Påskeøen, en kvindefigur, sandsynligvis den magtfulde gudinde Hina fra polynesisk mytologi, og tre svævende ansigter (ånder fra afdøde). På denne måde smelter kolonitiden sammen med en mytisk fortid.
Den europæiske kolonitids syn på polynesiske kvinder var præget af manglende respekt, og også Gauguin indgik ofte i seksuelle relationer med unge piger. Han “giftede” sig med to af dem og fik flere børn med dem. Hans kone fra hans første besøg på Tahiti, Teha’mana a Tahura, har været omkring 13 år, da de mødtes. Selv om det ikke var usædvanligt for tahitianske familier af og til at tilbyde deres unge piger til magtfulde mænd, der kom udefra, er der ingen tvivl om, at Gauguin udnyttede sin position som en mand fra det priviligerede Vesten til at få mest mulig seksuel frihed ud af situationen.
Gauguin beskrev ofte Taha’amanas passivitet, melankoli og stille underdanighed. Men i dette billede indtager hun med et lille smil på læberne en mere dynamisk position, end man ellers ser i Gauguins portrætter af tahitianske kvinder.
I 1893 vendte Gauguin tilbage til Frankrig for at reetablere sin tilstedeværelse i den franske kunstverden. Han følte, at hans rejse til Tahiti havde gjort ham unik i forhold til de samtidige kunstnere. Han gik rundt i eksotisk tøj og dekorerede sit atelier i gule farver for at genskabe stemning fra stillehavsøen. Han så sig selv som det menneskelige forbindelsesled mellem europæisk og polynesisk kultur, selv om han på samme tid var en outsider i forhold til dem begge. Fx vendte han tilbage til Bretagne, hvor han malede en bedende bondepige iført en skrigende gul “missionærkjole”, som han havde medbragt fra Polynesien. Det var som om, han ville “forsone” eller forene to traditioner, som han opfattede som “primitiv fromhed” fra to modsatte dele af verden. Dog påvirkede dette hverken salget eller anmelderne i positiv retning, og i 1895 vendte han tilbage til Polynesien, hvor han tilbragte den sidste del af sit liv.
Her har Gauguin brugt et traditionelt billede fra vestlig kunst som udgangspunkt, men har placeret sin Eva i et farverigt, tropisk landskab. Mellem meget stiliserede planter rækker Eva ud efter en forbudt frugt på et træ, der er omringet af slangen, som frister Eva. Til Eva-figuren kombinerede Gauguin et portræt af sin mor som ung med en krop og en attitude fra nogle reliefskulpturer i templet Borobudur på Java.
Denne frodige og farverige blomsterbuket antyder sensualitet understreget af de to sammenflettede figurer, der dekorerer vasen. Gauguin har malet et maskelignende ansigt, der rejser sig truende i baggrunden. Det er en grotesk karrikatur afventen Meijer de Haan sandsynligvis med det formål at antyde truslen fra den vestlige kultur mod den polynesiske livsstil.