“Amerikaneren” af Christian Mørk

People´s Press 2019

Forfatteren Christian Mørk er i dag bosiddende i Brooklyn i New York -ikke ret langt fra det sted, hvor hans farfar, Max Mørk, boede, da han som indvandrer kom til Amerika i 1935. Romanen “Amerikaneren” er netop dedikeret til Christian Mørks farfar, som af sin kone, Emma, ret hovedkulds blev ekspederet af sted over Atlanterhavet. “Amerikaneren”er både en slægtsroman og en kærlighedserklæring til den farfar, Christian Mørk aldrig lærte at kende. Den er desuden en historisk roman, der giver et rigtigt godt billede af indvandrernes start på et nyt liv i Amerika på et tidspunkt, hvor 2. Verdenskrig lurer ude i horisonten. Christian Mørk har nogle virkeligt fine og præcise beskrivelser af en mand, der mod sin vilje sendes til Amerika og tumler rundt i tilfældighederne, der sætter dagsordenen for ham. Vi følger Max Mørk gennem op- og nedture, hvor hver ny nedtur ofte sender ham længere ned end den forrige nedtur. Christian Mørk har nogle fantastiske beskrivelser af tanker og følelser i mange situationer og kombinerer på flot vis symbolik og realiteternes verden. Romanen bliver ikke blot et vidnesbyrd om Max´ kamp for fodfæste i det nye land, men samtidig en beskrivelse af og indleven i virkeligheden, som den formede sig for rigtig mange indvandrere i Amerika.

Bogen indledes med prologen “Afskedsdruk”, hvor vi dumper lige direkte ned i Max Ejner Mørks familie, der udgøres af hans kone Emma og deres 5-årige søn Erik selve den morgen, hvor han skal forlade familien for at søge lykken i Amerika. En meget trykket atmosfære hersker denne morgen i familien, da faren intet har fortalt sønnen om sin forestående afrejse. Erik har dog i opgangen hørt om rejsen, og desuden har han registreret både rejsebrochuren om Amerika og at farens gode sko er pakket. Den anspændte stemning er overalt i lejligheden, og i temmelig beruset tilstand bliver Max gelejdet af sted med “Frederik den Ottende” med hjælp fra Olsen og hans dreng fra 3. sal. Emma havde købt en enkeltbillet til sin meget drikfældige mand og “pakket ham af sted” med en parlør med de vigtigste gloser og udtryk. “…den nye verden lurede forude, og selvom han hadede rejsen, så ønskede han allerede, at han aldrig ville nå frem, for hans angst havde taget bolig i ham nu, og han fandt ingen hvile.” At landet, der skulle flyde med mælk og honning, ikke altid tog imod de nyankomne med de bredeste arme, vidner uddraget af en avisleder fra 1895 om med al tydelighed -og selv om der var gået en menneskealder, da Max ankom, var armene ikke blevet helt åbne:

“Sluserne står åbne. Grænsebommene er fjernet. Vagttårnet står ubemandet hen. Dæmningen er skyllet bort. Kloakken er overfyldt. Europa brækker sig! Med andre ord flyder denne indvandringsbølge i land hos os som indvolde. Horderne fra underste dæk til ni dollars og tres cents pr. styk bliver pumpet i land fra kontinentets sivebrønde.” –

-Avisleder, New York, 1895, citeret i “Blood of my Blood” af Richard Gambino

Det bliver en turbulent ankomst først til Ellis Island og derefter til storbyen, hvor Max finder ud af, at de personer, han havde fået informationer om at skulle opsøge for at få logi og arbejde, ikke eksisterede. Hans første oplevelse er at blive tilskuer til en voldsom episode, hvor en 14-15-årig jødisk teenagedreng overfaldes af en gruppe berusede irske mænd. Det er et åbentlyst jødehad, han er vidne til, og han går ud på gaden fra sit pensionat for at hjælpe drengen. Den ene af voldsmændene slynger han ind i et jerngitter, sparker løs på ham og får derved brækket armen på denne. Pensionatet, hvor han bor, drives håndfast af Jonna og Ellen, som har gjort det til en forretning at give husly til alle dem, der oplever en stopklods, når deres kontakt til arbejde viser sig at være ikke-eksisterende. Tumulten giver anledning til, at både politi og ambulance ankommer, mens “de ranglede logerende stak deres beskidte spidsmusenæser frem fra døren på gangen” og så til i tavshed. Jonnas held til at forklare Max´ voldelige udfald som nødværge får til alt held politiet til at forsvinde igen. Max er rystet over sig selv, da det derhjemme altid var Emma, der bragte tingene i orden igen -også dem, han selv havde sørget for at ødelægge. Drengen havde “Erik-øjne”, og det var sikkert det, der havde fået ham til at reagere så impulsivt. Da han jo var tæt på at have reddet drengens liv, bliver han kaldt i audiens hos hr. Lefkowitz, hvor han får tilbudt arbejde som gengæld for at have reddet hans barnebarns liv. Mellem “Amerikalydene” hører Max stadig Emmas stemme, og hun var tydeligvis en handlekraftig kvinde, han havde været meget afhængig af. Max tumler lidt rundt og møder Eskild fra Amerikabåden på en bar. Han forsøger at undslippe ham, men støder på ham igen og igen. Det samme gælder kahytskammeraten Harald. Tingene sker med Max, og han bliver hvirvlet rundt i sin forvirring. Medlemmer af Lefkowitzfamilien henter ham, så han kan udpege gerningsmændene til overfaldet. Han bliver nu vidne til en voldsom gengældelsesaktion, hvor “han hørte lyden af sit Amerika blive til brækkende ben”. Han leverer malerbøtter rundt i hele byen for den jødiske familie, mens “den stikkende hjerne blev overdøvet af nervetrådenes besked om overbelastning.” Hjemve skubbes i baggrunden, men “det svigt, han havde efterladt sig, dukker op hver gang han ser drenge på Eriks alder.” Han var gæst i hjemmet i Danmark og er også gæst her i Amerika. Som et pendul svinger tankerne på det derhjemme og hjemveen frem og tilbage til de nye overvældende og forvirrende indtryk og oplevelser, hvori han oftest ikke kan placere sig selv. Efterhånden føler han dog lettelse over at være i Amerika, selv om han også registrerer bumserne i kælderskakter med aviser hen over sig som et tæppe. Mænd med håbløsheden tydeligt aftegnet i ansigterne. Det er hårde tider. Max får problemer med hjertet, og “hammeren” alias hjemveen er tilbagevendende. Der kommer brev fra Emma, som vil komme til Amerika med Erik, men det er en ny udfordring for Max, og “nu var hammeren tavs”, og de “hjemstavnsfølelser”, han havde holdt på afstand siden rejsen, var forsvundet”. I baggrunden spøger ydmygelsen, da han i den jødiske familie omtales som en “golem” -et viljeløst væsen, som er skabt til at tjene og beskytte.

Max opsøger Harald ved arbejdet ved havnen, hvor han i turbulens efter et kranuheld og et oprør mister bevidstheden og tumler efterfølgende rundt hele natten på gaden uden at vide, hvem han selv er. Han bliver samlet op af Ellen fra pensionatet, og på en avisforside figurerer Max liggende på jorden med åben mund ved siden af mange sårede. Avisforsiden fortæller om optøjer i havnen med 2 dræbte. “Men jeg har jo intet gjort af hverken godt eller skidt. Jeg er her stadigvæk bare som vidne til mit eget liv, som bevæger sig fremad, uden at jeg kan styre eller standse det,” tænker Max, og her ser vi endnu en af Christian Mørks fine beskrivelser af den tumlen rundt uden mål og med, som er kendetegnende for Max´ liv og hverdag i Amerika. Men også dette forandrer sig for Max: “Ham den anden, som hele tiden gik rundt med ondt i brystet, og som ikke kunne handle, er borte for evigt. Han vandrer stadig hvileløst omkring på gaderne et sted. Men jeg er ikke ham. Med ét slag er min gamle, danske tøven blevet forvist.” Emma har efterhånden skabt sit eget liv derhjemme og klarer sig, og Max ønsker heller ikke at få familien til Amerika. “I hans ensomhed var der opstået en slags trodsighed…. Hans amerikanerfølelse blev ved med at svinge mellem fusentasten derhjemmefra og den mand, der flot havde smidt sin gamle ham til side” og på symbolsk vis havde fået lavet et nyt jakkesæt.

Max er heldig at få et nyt job på byggepladsen til Verdensudstillingen, og såvel hans ydre som hans indre er i gang med en transformation.”Golem” er sendt på retur, Max sover nu hver nat i Ellens seng på pensionatet og drukkenbolten er fortid sammen med den Max, der hverken kunne holde sammen på sin familie eller sig selv. Der var opstået ”et nyt og anderledes væsen.” Pludselig får han anerkendelse for sit arbejde med tegninger til Verdensudstillingen, og hans ”blyantsunivers” inspireret af Jens Lyn-hæfter arbejdes der på både dag og nat. Efterhånden mærker han, at han er ved at ”blive sejlet agterud i den store fremtidsvision.” Skyldfølelse nager ham over ikke at være kommet en hårdt såret kvinde til undsætning under uroligheder på havnen. Derfor opsøger han fagforeningskontoret for at få informationer om hende. ”En godhedsapostel på jagt efter syndsforladelse.” Det bliver et meget mislykket besøg, hvor han får læst og påskrevet og bliver gelejdet ud af døren med fynd og klem. Nedturen krones af Jonnas tilbagevenden til sit pensionat med krav om, at Max og Ellen forsvinder. Max overrasker sig selv ved at give hende svar på tiltale både verbalt og fysisk. Ellen er gravid, og ”han mente det, da han midt i miseren fortalte hende, at det ville gøre ham lykkelig.” Det presser nu på med at tage en beslutning om at skrotte forbindelsen til både Emma og Erik i Danmark. En gengældelsesaktion går i gang pga afvisningen af Jonnas krav, og den bliver udført at de irere, der ikke viger tilbage for nogen former for vold, og som Max stiftede bekendtskab med første gang, da han reddede Ezra fra at blive lynchet af disse. Han bliver nægtet adgang til sin nye arbejdsplads, bliver tilbageholdt af integrationsmyndighederne og oplever at have deciderede fjender i sit nye land. Han mister jobbet og adgangskortet, som han afleverede med en følelse af at være blevet hurtigt og effektivt ”afmonteret og igen lagt i den æske, han var kommet i.”

Bossen på arbejdspladsen, Moses, får dog fikset det, så Max ganske uventet får både pas og immigrationspapirer tilbage. ”Amerika havde forladt ham. Nu fossede det tilbage ind i hans krop med så megen kraft, at han blev både taknemmelig, overmodig og skrækslagen på én gang, og mens han så sine glædestårer dryppe ned på det dyre indtræk og danne mørke pletter på det lyse gedekidskind, indså han, at han først nu rigtigt havde set ind i landets sjæl, opdaget dets lunefulde natur og mærket, hvordan det for første gang stirrede lige tilbage.” Max hvirvles herefter ind i nye problemer via tolken Fru Reimann, som han mødte på Ellis Island, og han oplever jødehadets skræmmende ansigt. I Tyskland er Nürnberglovene trådt i kraft, og antisemitismen trives i bedste velgående også i Amerika. Ezras og Max´ liv blev føjet sammen og beseglet i starten af bogen, og deres indbyrdes afhængighed følger vi på godt og ondt gennem hele bogen. Åbningen af Verdensudstillingen skulle have været højdepunktet for Max´ konstruktionsjob, men blev dagen, hvor han modtog en fyreseddel. Samvittigheden og skyldfølelsen over den skæbne, der overgik Jonna -orkestreret af Max- vokser i styrke. Antisemitismen stikker igen og igen sit grimme ansigt frem og spiller inde på Max´ banehalvdel. ”Ægte amerikanske værdier” og forsamlinger, hvor der intet mangler af nazisiske symboler i form af skråremme og hagekorsbind, hagekorsfaner, der hænger side om side med det amerikanske flag: ”Vi, der værner om de amerikanske idealer, kræver, at vores stat bliver givet tilbage til de amerikanske folk, der grundlagde den.”……Dilemmaerne står i kø hos Max. ”Han kunne ikke rumme det liv i sig, som han havde bygget.” Atter bliver han slået i gulvet af ”hammeren”. Nedturen bliver endnu voldsommere, da der transmitteres fra Eskilds henrettelse i den elektriske stol -ja, i selve dagligstuen hjemme hos Max og Ellen. Max´ skyldfølelse over også at have orkestreret baggrunden for denne henrettelse for at redde sig selv er altoverskyggende, og som om det ikke var nok……Ireren Domnhall, som deltog i overfaldet på Ezra i bogens start, ”kidnapper” Max, og han forventer, at hans liv snart vil få en ende på den øde plads, hvor Domnhall -bevæbnet med en pistol- beordrer ham til at stoppe, men han redder med nød og næppe livet. Kontakten med Erik derhjemme er stadig intakt, men hvordan vil det udvikle sig, hvis Erik kommer til Amerika? Bogens slutning åbner op for en fortsættelse af historien efter Max´ 10 første år i ”Guds eget land”. En absolut læseværdig roman, hvor du bliver hvirvlet ind i den rutchebanetur, som Max´ liv i Amerika var.