“Tag ikke imod en pølse i Moskva” af Leif Davidsen

Lindhardt og Ringhof 2018

Jeg elsker Leif Davidsens bøger og har læst de fleste af dem. Hans udsyn og journalistiske erfaringer bliver på interessante måder anvendt i hans produktioner. Det journalistiske islæt ligger i kulissen og er med til at give skarphed i både sprog og indhold.

Leif Davidsen har et efterhånden stort forfatterskab bag sig. I mange af sine bøger bruger han sin viden og sine erfaringer fra sin tid som journalist, hvor han var korrespondent for DR i Moskva fra 1984-1988 og har i øvrigt rejst over det meste af verden som udenrigskorrespondent.
I “Tag ikke imod en pølse i Moskva” tager han os i 10 noveller med rundt i verden fra USA til Tokyo, fra Danmark til Sydspanien, fra Hawaii til Moskva. Alle novellerne starter med, at alt ånder mere eller mindre fred og idyl, men hurtigt aner man mellem linjerne, at der for de respektive personer er ved at opstå “grus i maskineriet”. De kæmper på forskellige måder indre kampe, og slutningerne er i den grad overraskende. Der er drama til det sidste punktum i hver novelle.

Leif Davidsen indleder novellesamlingen med et citat, som fint markerer klangbunden for de noveller, vi skal fordybe os i og nyde i Leif Davidsens sproglige udfoldelser.

“What is hell? Hell is oneself. Hell is alone, the other figures in it merely projections. There is nothing to escape from and nothing to escape to. One is always alone.” T.S. Eliot