VELKOMMEN TIL RUSSISK BANYA I LONDON – en wellness oplevelse i en kulturel kulisse



Gemt bag store, tykke mure ligger “The BATH HOUSE” i Londons Belgravia område. Kun et lille skilt på muren/døren afslører, at der indenfor venter dig de skønneste wellnessoplevelser.

Den russiske banya venter blot på, at du er klar til at nyde nogle timers forkælelse, og du vil efter nogle timer føle dig som født på ny. Efter at have modtaget håndklæde og et hvidt lagen er du klar til at starte med PARILKA, som er dampbadet eller saunaen. Men allerførst bliver du ført ind i cafeen, får et bord og din “special guide”gennem besøget. Du entrerer parilkaen iført en filthat, som er en fantastisk opfindelse, der gør, at du langt bedre kan udholde varmen i saunaen, da dit hoved er beskyttet mod overophedning. Ved at sidde i parilkaen gør man kroppen klar til de kommende behandlinger, som vi spændt venter på at prøve. Når det
bliver for varmt i dampbadet, parilkaen eller saunaen -hvad man nu helst vil kalde det-, kan man tage en tur i det kolde bassin udenfor eller stille sig under en af tønderne fulde af KOLDT vand, hvor man selv er herre over, hvornår gyset skal udløses ved at trække i snoren. Wuuuuw…, det er koldt, men faktisk rigtig dejligt på samme tid, og well….. så er vi klar til en tur i parilkaen igen. Og sådan blev vi nogle “hårde hunde” med adskillige ture fra hot hot hot til cold cold cold….!

Herefter var der en lille pause i cafeen, hvor vi naturligvis skulle prøve russiske specialiteter. Menukortet bestod udelukkende af traditionelle russiske retter og drikkevarer. Først prøvede vi “компот” og dernæst “квас”, og begge lækkerier kræver vist en forklaring. “Kvas” er en drik, der er lavet af gæret brød og mousserende vand. Meget populær i Rusland. Ligeledes er “Kompot” populær blandt russerne, og den tilberedes af langsomt kogte frugter, bær, krydderier og sukkersirup. Men selvfølgelig kan du også få blinis (блины), pelmeni (пельмени), te (чай), kaviar (икра), sild (сельдь) etc.

Så er vi klar til næste step. Vi træder ind i et rum, hvor der er 80 grader. Det er tid til PARENIE. Her arbejder to mænd med at give dig en intens oplevelse. Med bundter af ege- og birkegrene med blade på, dyppet i aromatisk vand, driver de dampen op ad din krop mod hovedet, og det bliver varmere og varmere. På denne måde bliver kroppen masseret. Når dit hoved til sidst er meget varmt, lægges en stor “busk” grene dyppet i koldt vand på hovedet. Når det kolde gys har lagt sig, føles det utroligt behageligt. VENIK kaldes “kosten” af grene/blade, og efter behandlingen føler man sig fantastisk svævende og godt tilpas. Alle porer er åbne, og du føler dig renset både fysisk og mentalt.

Næste step er behandling med scrub eller clay/ler, og hele Premium Package afsluttes med en skøøøn og meget professionel massage. Det er nu tid til igen at stå ansigt til ansigt med virkeligheden, og efter at have afleveret filthatten og håndklædet føler man sig som født igen og totalt opladet både fysisk og mentalt. Det må du absolut prøve. Giv dig selv en sådan oplevelse og bliv afhængig…..!

Før kristendommen kom til Rusland, var banyaen det spirituelle mødested. Her mødtes folk ikke kun for at bade, men også for at feste, at sørge, at dyrke deres religion, at blive gift… Kvinder fødte ofte i banyaen, og de døde blev badet og derefter sendt videre ind i livet efter døden med en VENIK.

Ja, en russisk banya er et socialt sted, hvor man kan blive vasket, slappe af, spise, drikke, lave forretninger og møde venner. Man kan se dem i mange afskygninger og niveauer -lige fra helt almindelige skure ude på landet til store, paladsagtige bygningskomplekser i byerne. De er både private og kommunale og er populære i alle samfundsklasser, køn og aldre.

Men hvordan er historien bag den russisk banya?

Banyaen har altid eksisteret. Den eksisterede allerede før, den russiske stat blev en realitet. Den overlevede den mongolske invasion, den bestod endog, da Moskva forenede det russiske rige, den udviklede sig under Peter den Stores “vestliggørelse” og fik endnu mere betydning i Sovjetunionen og senere også i Rusland.

Middelalderens Rusland dukkede frem i krydsfeltet mellem den græske verden sydpå og Skandinavien nordpå og var påvirket af begge områder. På samme måde er banyaen en sammensmeltning af forskellige badetraditioner -de offentlige bade i den græske verden og de hede saunaer mod nord. I “The Primary Chronicle”, en tekst skrevet af græske munke i det 12. århundrede, besøger forfatteren en banya og skriver:

“De varmer dem op til ekstreme temperaturer, klæder sig derefter af, smører sig ind i talg, tager unge siv og slår på deres kroppe med dem. Så overhælder de sig med koldt vand, og på denne måde er de som født på ny….Det er ikke blot en vaskeseance, men en sand pine”.

I starten af det 19. årh. blev Sanduny, som måske er det mest berømte russiske badehus, bygget i Moskva. Bolsjevikkerne foragtede den russiske zartid og forsøgte at udslette dens betydning, men de forstod også, hvilke rolle banyaen kunne spille i samfundet. Efter revolutionen kom ikke blot borgerkrig og sult, men også en generel sundhedskrise. Lenin deklarerede, at “Enten vil socialismen vinde over lusene, eller lusene vil vinde over socialismen”. Man kan sige, at Sovjetunionen endte i banyaen. I 1991 mødtes den hårde kerne fra den sovjetiske elite i banyaen for at planlægge, hvordan de kunne fjerne Mikhail Gorbachev. Kuppet faldt til jorden, da Boris Yeltsin to måneder senere mødtes med sin modpart fra Ukraine og Hviderusland for at blive enige om den decentralisering af USSR, som kuppet var tiltænkt at forhindre. Yeltsin fejrede det i banyaen.

Med Sovjetunionens kollaps kom en genopblomstring af banyaen som et positivt symbol på “russianness”. Putin påstår at have reddet et meget værdsat krucifiks fra asken i en nedbrændt banya i 1990´erne. På denne måde ønsker han at demonstrere sin hengivenhed for landet og kirken……