Hvad er DECAMERON 1353 -og hvad er DECAMERON 2021?

Ja, for 667 år siden herskede der også en frygtelig sygdom i Europa. PESTEN. I 1348 flygtede syv unge damer og tre unge mænd ud af Firenze og skjulte sig på et landsted, langt borte fra pestens dødelige hærgen. Her fordrev de tiden under isolationen med at fortælle en historie hver dag under opholdet, inden de kunne vende tilbage til hverdagen. Det er temaet i Giovanni Boccaccios middelalderklassiker ”DECAMERON”. Teksterne i denne bog indeholder masser af facetter fra livet herunder kærlighed, list, had, lyst, hævn, grådighed. Men det var jo for næsten 700 år siden, så hvordan linker det til vores nutidige verden? DECAMERON 2021 tager udgangspunkt i den globale pandemi, vi befinder os midt i, og som har forandret verden, Danmark og os selv meget mere, end vi nogen sinde ville have kunnet forestille os.

2019 blev en pandemi, COVID-19, global og lukkede hele verden ned i løbet af kort tid. En situation, som vi i Danmark sikkert ville have forsvoret skulle blive en i den grad styrende mekanisme for vores frygt og for vores hverdag. DECAMERON 2021 -100 historier er arrangeret af Aarhus Litteraturcenter, De Glødende Penne og Region Midtjyllands 19 kommuner og er inspireret af Boccaccio. Ideen er, at 10 forfattere hver især udvælger 10 historier, som borgerne har kunnet sende ind. Alle disse historier har én ting til fælles, nemlig at de skulle handle om, hvordan man havde oplevet coronaepidemien og nedlukningen af samfundet. Jeg var så heldig, at mit bidrag blev udvalgt, så jeg deltog i juni i en middag på Herning Bibliotek med 9 andre bidragydere og forfatteren Kathrine Assels. Stor var spændingen inden arrangementet. Hvordan ville det forløbe? Hvilke spørgsmål ville komme op? Hvem var de andre bidragydere, og hvad havde de skrevet? Hvem var Kathrine Assels, og hvad tænkte hun mon om dels min tekst og dels hele projektet? Under middagen havde vi hver især lejlighed til at kommenter og præsentere vores tekst, baggrunden for den og hvilke tanker vi havde gjort i forbindelse med den. Kathrine Assels stillede opklarende spørgsmål, og det var meget gribende at høre om deltagernes meget forskellige tekster og hvordan de var blevet til. Derefter blev der lavet en lille film, hvor Kathrine Assels blev interviewet, og hvor tre af os læste vores bidrag op.

Herefter skiltes vi efter en meget dejlig og yderst veltilrettelagt aften, hvor der var god stemning over hele linjen. Kathrine Assels har nu til opgave at producere 10 tekster, der hver især tager udgangspunkt i en af vores 10 tekster. I efteråret 2021 vil der blive udgivet en antologi med de 10 forfatteres tekster, og altså i alt 100 tekster, der alle vil omhandle coronatiden. Dokumentation om en periode i verdenshistorien -fortalt med udgangspunkt i Midtjylland. 1 antologi, 10 forfattere, 100 historier. Det bliver utroligt spændende at se resultatet. Jeg glæder mig naturligvis til at se, hvad der har inspireret hende i min tekst…og hvordan. Samtidig bliver det også interessant at se, hvordan hun har brugt de andres tekster.

Et utroligt spændende projekt, som det er utroligt spændende at være en del af. Har du lyst til at læse mit bidrag, kan du gå ind på nedenstående link eller gå ind under “Blog” og find teksten “Tanker fra Coronaland”.

TANKER FRA CORONALAND

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.