“Meter i sekundet” af Stine Pilgaard

Forlaget Gutkind 2020

“Vi vil i Velling. Vi er fra Velling, olé, olé, olé, brøler vi ud over fjorden, der svarer tilbage med sine langsomme suk”

“Meter i sekundet” er Stine Pilgaards tredje roman, efter hun som 28-årig i 2012 fik sin debut. Romanen fører os til Velling Højskole ved Ringkøbing, hvor hovedpersonen er landet sammen med sin kæreste og deres lille barn på knapt et år, da kæresten skal undervise på højskolen. Her kæmper hun med at forsøge at passe ind i et miljø og en verden langt fra hendes egne værdier og baggrund. Hun bestyrer en brevkasse og fortæller sine omgivelser, at hun er i orakelindustrien. Bogen er bygget om omkring hendes oplevelser i området og de mennesker, hun møder der. Ind imellem kommer der breve fra brevkassen efterfulgt af hendes svar, som bliver meget finurlige og humoristiske, idet hun efter få linjer ender ovre i sin egen verden og således bliver det for læseren et vindue ind i hendes egen verden i stedet for et brugbart svar til brevskriveren. Samtidig bliver svarene helt igennem usentimentale og meget atypiske, hvilket også får smilene frem.

Værdierne på højskolen forholder hun sig meget iagttagende og ret kritisk til: 

“Højskolen er et koncentrat, en Maggiterning af menneskenes drømme om fællesskab, som kan synges, danses eller tales frem” , 

og den opsluger kæresten, mens hun går på opdagelse i nærmiljøet. Hun har “fået øjenkontakt i virkeligheden” med bossen på Hotel Skjern, Kisser, som bliver en veninde, hun tilbringer kærkomne oaser sammen med, mens hun føler sig som en slags appendix til højskolemiljøet og kærestens påhæng. Der går mange timer med endeløse køretimer, hvor hun går på omgang mellem kørelærerne, der rafler om hendes navn, da hun bliver ved med at cirkulere rundt i systemet. Efter 72 ekstratimer overgiver kørelærer Mona hendes “sagsmappe” til Parkeringspeter. Det kan næsten ikke blive mere lokalt, da hun flere gange støder ind i Anders Agger og forsøger sig med tilfældig kontakt, der efterhånden nærmer sig stalking. De mødes dog trods alt på en bænk med en termokande kaffe, og Anders Agger giver som kender af Vestjyllands mentalitet gode råd om, hvordan man taler med vestjyderne: 

“ I store byer forsøger man at skille sig ud, at blive lagt mærke til, i små forsøger man at falde ind og blive en del af landskabet. Man dyrker lighederne i stedet for forskellene, minder indirekte hinanden om sammenholdet, det er samtalernes formål og logik….og hvis man er stille længe nok, vil de til sidst begynde at snakke.”

På sin humoristiske og stille facon får hun mellem linjerne fortalt mange ting om det vestjyske samfund set fra hovedpersonens platform. Højskolelivet er en fortsat udfordring for hende og er i færd med at opsluge kæresten, så hendes følelse af at være påhæng bliver mere og mere tydelig: 

“Eleverne har en klar fornemmelse af at eje lærerne, en forestilling de fleste ansatte undlader at problematisere. Inden for hver sit fagområde er lærerne idoler, lysende stjerner på en lille højskolehimmel.” 

En fin beskrivelse af dagplejeren Maj-Britt, som hovedpersonen selv fristes til at blive passet hos: 

“I den første tid af børnenes menneskeliv er Maj-Britt et solidt plantet træ i blæsten, en ro som børnene uden at vide det vil tage med sig. Når de har sidste dag i dagplejen, står Maj-Britt i døren og vinker, til hun ikke kan se dem mere, og det er sådan, de vil huske hende, fredfyldt og uforanderlig som de bedste barndomsminder.” 

Hendes hverdag er fyldt af Parkeringspeter, Mona, Anders Agger, Krisser, Sebastian, forstanderinden, Maj-Britt og Bent, som alle repræsenterer meget forskellige typer i den vestjyske blæst, men alle er beskrevet med underliggende humor og præcision. Bogen er som sagt opbygget af tre typer tekster -den egentlige prosatekst med handlingen og refleksionerne, sangene og brevkassespørgsmål/-svar – og hver teksttype har sine karakteristika både hvad angår sprog, stemning og undertoner, der også repræsenterer dele af hovedpersonen. Sidste del af bogen får sin egen afdeling med titlen “De korte sætningers land”, og her skifter stemningen hos hovedpersonen. Hun får sit kørekort efter 87 lektioner og begynder at give los for sine egne holdninger uden betænkeligheder, også selv om det provokerer. Ude i den vestjyske blæst har hun efterhånden fundet sit ståsted og kommer ud af bogen med en personlig styrke. Hendes egen udvikling er forløbet parallelt med højskoleelevernes gennem deres ophold på Velling Højskole, der jo også har været hendes base.

Sine fine lyriske evner viser Stine Pilgaard i de sange, hun har plantet rundt om i bogen, hvor hun på kendte melodier har brygget sange om situationen for hende og familien i de vestjyske omgivelser. Bogen slutter med afskedsarrangementet på højskolen efter semestret, og hovedpersonen har i lighed med højskoleeleverne haft oplevelser og gennemgået en udvikling i “sidesporet”, mens kæresten har undervist på højskolen i løbet af semestret. Og en sidste krølle i bogen udgøres af en sidste sang, der slutter: 
“…Mennesker er vindens børn

 og når I rejser væk

 så husk at som en fiskeørn

 er vi kun på træk

 Vi er alle sammen blade

 i vinden

 tilfældighedernes fest

 så mødtes vi her i den samme blæst.”

Bogens titel “Meter i sekundet” kan man brainstorme over, og mit bud er, at det associerer til den blæsende vestkyst, hvor hun skaber sig sine erfaringer i kontrast til der, hvor hun kommer fra, men også til hastigheden for hendes egen udvikling. Desuden er der helt sikkert et ironisk link til Vestjyllands langsomme tempo, hvor selv tiden i en samtale strækkes ud, og hvor det ikke blæser mange meter i sekundet.

En underholdende bog med ironisk distance, finurlighed og humor.