Battersea Power Station og Nine Elms

Tværs over Themsen via Chelsea Bridge dumper man ind midt i det nye, hippe sted “Battersea Power Station”. En helt ny bydel er hastigt ved at vokse frem. Innovative boliger til mere end 20.000 mennesker og et hav af faciliteter samt event- og shoppingmuligheder. Et af de største byfornyelsesprojekter i Europa er ved at tage form. Prestigefyldte kontorområder, områder til både lokale og globale events, hoteller, parker, en “sky garden”, en ny undergrundsstation, fantastisk blanding af ny og gammel arkitektur og Thames Clippers River Bus service, så du hurtigt kan komme fra det centrale London til dette unikke og innovative område.

Til højre ses den del af det nye område, som hedder Circus West Village

Da Battersea Power Station blev bygget i 1930’erne var det et ikon inden for britisk industriel design og blev hurtigt et kendt vartegn for London. Battersea Power Station leverede også elektricitet til Buckingham Palace, og dens skorsten blev brugt af Royal Air Force til at guide piloterne hjem under 2. Verdenskrig. Skorstenene og turbinehallerne udgør stadig en væsentlig stamme i den nye bydel. Organisationen Battersea Society arbejder med at styrke Batterseas identitet og fællesskab, at stimulere interessen for områdets geografi, historie og arkitektur og samtidig fokusere på at understøtte den nye udvikling, mens man samtidig bevarer det bedste fra “historien”.

Disse to luftfotos giver et virkelig godt indtryk af det innovative byfornyelsesprojekt, hvoraf netop Circus West Village udgør en stor del.

At den POWER STATION virkelig har været en “powerstation” forstår man bedre, når man hører, at den på et tidspunkt udgjorde en femtedel af hele Londons energiforsyning, herunder Buckingham Palace og Houses of Parliament. Den har på grund af sin originale arkitektur været et kulturelt ikon og har spillet en rolle i flere film og på albumcovers. Området forandrer sig hele tiden i disse år, og nye ting dukker op i området. Herunder ses en afslappet græsplæne med fri adgang til liggestole inklusive udsigt ud over Themsen. Naturligvis er også Londons ældste og mest prestigefyldte blomsterbutik “Moyses Stevens” til stede i dette hippe område. I Arches Lane finder man blandt andet en biograf, Turbine Theatre, de japanske bar/restaurant Tonkotsu, Gordon Ramsay Street Pizza og Battersea Brewery. Området er virkelig et besøg værd og nemt at komme til med den nye tubestation Battersea Power Station station lige om hjørnet.

Den gamle dronning troner stadig stolt over London
En frokostpause på en liggestol med udsigt ud over Themsen er ikke at kimse ad
Den mest prestigefyldte blomsterbutik Moyess Stevens giver absolut sit smukke bidrag til æstetikken i området
Et vue ned ad Arches Lane mod Themsen


Netop her lige syd for Nine Elms Lane ekspanderede London Gas & Light Company i 1856-58 ved at bygge en gasbeholder ved en mølledam. Firmaet besluttede at opkøbe og ombygge hele Nine Elms området, da forretningslivet voksede, og en ny lovgivning tvang gasproducenterne til at flytte ud af selve hovedstadsområdet. Allerede i 1863-64 havde gaskompagniet flyttet samtlige aktiviteter herud. Nine Elms var en glimrende placering, når man skulle modtage de enorme mængder kul, som krævedes for at producere gas. Kul blev transporteret dertil via jernbane, men størstedelen ankom dog via Themsen. I 1877-83 byggede gaskompagniet en ny dok og et nyt værft ved floden til sine egne dampdrevne kulskibe, og kul kunne nu transporteres hele vejen op ad floden til aflæsning og transfer med kran over på et langt, automatisk bånd, som førte kullene 7 meter oven over Nine Elms Lane hen til gasværkerne.

Kul eller bygas gav et mere hvidt og en mere konstant belysning end olielamper og stearinlys og kunne oplyse butikker, gader og boliger som aldrig set før. Ved at opvarme kul i lufttætte ovne og derefter opbevare gassen i gasometre kunne gassen ledes direkte ud til forbrugerne i rør. Nine Elms blev et af Londons største gasværker og dækkede 20 acres, hvilket svarer til 20 fodboldbaner, og havde 800 ansatte, som arbejdede under beskidte, larmende og farlige forhold. I oktober 1865 dræbte en eksplosion 10 ansatte og sårede mange, samtidig med, at huse i Howard Street blev ødelagt. Bjerge af kul og koks sås overalt i området, og de store mængder støvpartikler gav konstant problemer for områdets beboere. I 1948-49 blev gasproduktionen nationaliseret, og selv om værkerne var blevet delvist ødelagte af bomber under krigen, kom de på grund af deres størrelse og effektivitet hurtigt op på normal produktion. Da naturlig gas blev opdaget i Nordsøen i 1964 blev værkerne i Nine Elms overflødige, hvorefter de lukkede i 1970. Området blev omorganiseret, og kun dokken og anløbsbroen blev bevaret. Den blev omdøbt til Nine Elms Pier og bruges i dag af husbåde.