At rejse er at leve

Verden er en skatkiste af uudforskede, spændende oplevelser

Alicante strandpromenaden

“At rejse er at leve” stammer fra H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” fra 1885. H.C. Andersen var mere rejsende end andre kulturpersonligheder i samme periode, og han rejste fra han var 25 år, til han var 60 år. Han rejste i længere perioder end andre og rejste ikke kun i de traditionelle rejselande i Centraleuropa, men besøgte også mere “oversøiske” steder som Skotland, Tanger, Afrika, Portugal og Balkan. Ivrigt nedskrev han, hvad han foretog sig, og han hentede stor inspiration på sine rejser. Formålet var for ham en stræben efter modenhed og udvikling, og jeg kan kun tilslutte mig, at man udvikler sig ved at rejse. At rejse er ikke kun for at leve, men også for at lære. At lære om andre folkeslag, forskellige regioner, kulturer og politiske systemer sætter mange ting i dit eget liv og i dit eget samfund i perspektiv. Det er ekstremt sundt “af få vasket øjnene.”

“At rejse er at få vasket øjnene”

-thailandsk ordsprog

Dette thailandske ordsprog fortæller lige præcis, hvordan dine holdninger og værdier kan ændre sig, når det, der “plejer”, og det, der er blevet selvfølgeligheder, bliver kastet op i luften og sat i et andet perspektiv. Det er utroligt berigende især for os, der kommer fra “flødeskumslandet” Danmark at se, at ting kan gøres og kan fungere på mange forskellige måder. Ofte er det helt afhængig af den kontekst, det optræder i. Det, der ikke ville kunne fungere i Danmark, kan af og til fungere fint i andre kulturer. Ligeledes giver det også en stor taknemmelighed for det velfærdssamfund, der er blevet bygget op her i Danmark, når man ser, hvilke ting folk i andre lande og kulturer må kæmpe for og som langt fra er selvfølgeligheder. Vi har jo også en tendens til i Danmark at synes, at vi har fundet “de vises sten” til, hvordan mange ting skal gøres, og derfor kan vi ofte være præget af en slags selvtilstrækkelighed, der gør os for ukritiske og for lukkede i forhold til andre måder at få tingene til at fungere på.

Jeg nyder min “farmorforever-tid” eller min tredje alder ubeskriveligt meget, og især friheden til at rejse, opleve og udforske verden er fantastisk og et stort privilegium. Med børn bosat i både London og Barcelona er disse storbyer også blevet vores baghave, og det er en stor fornøjelse at komme på familiebesøg der gentagne gange i stedet for på turistbesøg. Vi har jo set de store turistattraktioner, så nu kan byen nydes på en helt anden måde, og der bliver tid og mulighed for at besøge mere specielle steder og udstillinger. Og selvfølgelig at nyde samværet med børn, svigerbørn og børnebørn på en helt anden måde i længere tid ad gangen end et kort eftermiddagsbesøg. Det er absolut en gave, og man får et meget tæt forhold til sine børnebørn og deres verden.

Tag med på rejsen til både europæiske destinationer og oversøiske rejsemål. Læs mere under de enkelte destinationer, og skriv gerne kommentarer eller spørgsmål. Rigtig god tur😊.