Arvids 2016
Oversat fra fransk efter “Petit pays”
Gaël Faye er født i 1982 i Burundi, men blev i en alder af 12 år sammen med sin lillesøster sendt til Frankrig i 1994 efter folkemordet i Rwanda. Hans mor er rwandisk, mens hans far er fransk. Efter 2 års arbejde som trader i et investeringsfirma i London, kvittede han sit job og helligede sig rapmusikken. ”Lille land” er hans debutroman, og den har modtaget mange priser bl.a. den prestigefyldte Prix Goncourt des lycèens.
Gaël Faye bruger sin personlige historie og sine erfaringer i en skønlitterær sammenhæng i denne roman. Folkemordet i Rwanda i 1994 udløser borgerkrig i Burundi, hvor romanens hovedperson, Gaby, bor med sin familie i Bujumburu. Hermed slutter Gabys sorgløse barndom. Kammerater er ikke mere kammerater, men hutuer, tutsier eller ”hvide” som Gaby, der har en fransk far og en mor, der er tutsi fra Rwanda. Fortælleren er drengen Gaby, men forfatteren lægger et ekstra ”betragterlag/fortællerlag” på, hvor man fornemmer en voksen, der går side om side med Gaby, så man som læser hele tiden får det store perspektiv på historien. Vi stifter bekendtskab med den dybe splittelse i landet. Gaby er født ind i konflikten, selv om han helst vil være neutral: ”Krigen påtager sig altid at forsyne os med en fjende, også uden at være blevet bedt om det.”
Bogen er skrevet i et virkelig smukt sprog med masser af sproglige billeder og særdeles fine, meget præcise beskrivelser, som man i den grad bliver fascineret af. Ofte læser man dem lige en ekstra gang for at nyde forfatterens dygtige jongleren med sproget, der skaber en fantastisk intensitet. Derfor indeholder anmeldelsen også diverse citater, som bare måtte med, fordi de ofte siger så meget mere end et helt kapitel. Der er meget symbolik såvel på det sproglige som på det indholdsmæssige plan. Alene måden, hvorpå de to parallelle virkeligheder -den politiske situation og Gabys barndoms verden- efterhånden bliver mere og mere infiltreret i hinanden, er virkelig fin og afstemt. Helt uovertruffet er introen, hvor den voksne Gaby, der arbejder og bor i en forstad til Paris, Saint-Quentin-en-Yvelines, fortæller om sin situation. Han beskriver sit liv som en ”lang vagabondering”, og oplevelserne og tilknytningen til barndomslandet Burundi bliver ved med at arbejde i hans tanker: ”Jeg bor ikke længere noget sted… Det er ikke muligt. Jeg er bare på gennemrejse. Jeg logerer.” Lillesøsteren Ana nægter at tale om det ”forbandede land” og har foretaget et valg, som sætter hendes liv på fremadskridende skinner, mens Gaby ”er nødt til at vende tilbage. Om ikke af andre grunde, så for at nå frem til en form for afklaring. For at gøre mig fri en gang for alle af denne fortid, som hjemsøger mig.” Derfor må han fortælle sin historie.
Gabys forældre er blevet separerede, uden at Gaby kender årsagen, men han tænker, at der har været ”en fabrikationsfejl ved deres forhold, en fodnote, som ingen så, eller ville se”. Tiden før begivenhederne på både det familiemæssige og det politiske plan beskriver han som LYKKEN: ”En sød og fredelig søvn, uden en myg, som kommer og summer ved ens øre, uden den regn af spørgsmål, som endte med at tromme på mit hoveds bliktag.” Hans elleve års fødselsdag definerer højdepunktet af lykken, inden de grusomme begivenheder begynder at trænge ind i Gabys tilværelse: ”Snart ville min fødselsdag være slut, men jeg nød dette øjeblik før regnen, dette evige øjeblik af lykke, hvor musikken knyttede vores hjerter sammen og slog bro mellem os, hvor selve eksistensen blev fejret, øjeblikket, evigheden og mine elleve år, her under min barndoms figentræs katedral, og jeg vidste helt ind i sjælen, at livet var smukt og godt.” En morgen forandrer virkeligheden sig pludselig helt radikalt. Da de to søskende Gaby og Ana vågner, er de alene hjemme. Der er ingen far, ingen spor af kokken Prothé, så de laver morgenmad og sidder og venter, til far kommer hjem. Det er torsdag, men kvarteret er mere stille end en søndag morgen, og i radioen spilles kun klassisk musik på samme måde, som når der har været et statskup. Der har været et militærkup, og militæret har dræbt den nye præsident. Der har været massakrer i landet, og familien barrikaderer sig i huset. Nu har de forklaringen på skuddene, de havde hørt i natten. Udgangsforbud, lukkede grænser, forsamlingsforbud -virkeligheden ændrer sig. Gabys mor, som bor i byens højtliggende kvarterer, ringer hver dag for at høre nyt, mens de voldsomme massakrer fortsætter ude i landet. Gaby og hans søster er privilegerede børn, der bor i centrum, hvor folk i de velhavende kvarterer i modsætning til de indfødte får sikkerhedsanvisninger fra ambassaden. Sammen med nogle kammerater har Gaby en lille ”bande”, som går på mangorov. For Gaby fortsætter hverdagen og skolen, selv om der er undtagelsestilstand, mens hundredetusinde flygter til Rwanda, Zaire eller Tanzania. Hele landsbyer er ødelagte og gået op i flammer, skoler er udsat for granatangreb, elever er blevet brændt levende. De store kontraster mellem Gabys hverdagsliv og grusomheder rykker nu også ind i drengebanden, da drengen Francis, som ikke er medlem af drengebanden, prøver at drukne både Gaby og hans ven Gino som straf for mangojagt i hans have. ”Jeres mødre er de hvides ludere,” siger Francis, hvilket rammer både Gaby og Gino hårdt, da Ginos mor er død, og Gaby bliver først nu bevidst om dette. Gaby beskriver sin kamp mod Francis: ”Jeg var frygt og underkastelse, han var vold og magtudøvelse.” Men da Gaby atter vender tilbage til livet, har dette ændret sig: ”En kold vrede steg op i mig….Vreden fortalte mig, at jeg skulle bekæmpe min frygt, hvis den ikke skulle vokse sig større.” Byen Bujumburu bliver en ”død” by, og frygten hersker i byen. Den permanente spænding gør folk nervøse, og også i skolen sker der ændringer symboliseret ved et slagsmål mellem to burundiske drenge, hvor heppekoret deler sig i ”forbandede hutuer” og ”forbandede tutsier”. Fra den dag forstår Gaby med ét, hvad landets dybe splittelse drejer sig om: ”Jeg opdagede modsætningen mellem hutuer og tutsier, en uoverstigelig demarkationslinje, som tvang alle til at høre til i enten den ene eller den anden lejr.”
Gaby og Ana tager med deres mor til onkel Pacifiques bryllup i Rwanda. Mens Gaby lytter i gangen, beskriver Pacifique situationen for moren, og de taler om, at dele af familien må bringes i sikkerhed i Burundi, så med et er den store konflikt rykket direkte ind i deres egen familie. Hjemme igen i Burundi bliver banden forenet med Francis, men de glade børn, der lever det frie liv, oplever symbolsk skyggen af en sort hest – ”Djævelen” – , der passerer forbi dem en aften, hvor de er på hjem i en taxa. Derefter bryder det hele løs: ”Jeg sad i første parket til dette hadets teater.”Vi følger herefter reaktionerne på Burundis og Rwandas præsidenters død, da deres fly blev skudt ned over Kigali. Tutsierne blev anklaget for at stå bag attentatet, og hutuerne blev opfordret til at gribe til våben. ”Jeg forstod, at det var startskuddet til vores udryddelse.” Gaby oplever, hvad konflikten gør ved familien og især ved moren, som flytter ind hos dem, mens alt er usikkert vedrørende familiemedlemmernes skæbne i Rwanda. ”Hver dag blev listen over døde længere. Rwanda var blevet et enormt jagtterræn, og tutsien var vildtet.” Efter massakren er drengebanden blevet ”voksen” og præget af den nye virkelighed. Nogle af drengene får krigeriske fantasier, og ord som forsvar og hævn finder ind i deres univers. Gaby forsvinder fra det hele ved at opholde sig hos Madam Economopoulos, som ejer masser af bøger, og hos hende åbner bøgernes verden sig for ham. Han lægger afstand til drengegruppen og bruger tid på samtaler og diskussioner med den græske kvinde. I den ”døde” by ses udbrændte biler, sten på kørebanen, osende bildæk og lig i vejkanten. Bourgainvilleahækkene om skolen udskiftes med en høj murstensmur, og ængstelsen hersker. ”Vi levede i en mærkelig atmosfære, som hverken var krig eller fred. De værdier, som vi plejede at sætte pris på, var ikke længere gangbar mønt.” Gabys mor har været i Rwanda for at lede efter familiemedlemmerne, og de grusomheder, hun har oplevet og fortæller om, sætter sig dybe spor i hende og efterlader en dybt traumatiseret kvinde. Livskraften forsvinder mere og mere ud af hende, og grusomhederne, der før var en kulisse, rykker nu tættere på og endda helt ind i familien og bliver en del af hverdagen. ”Folkemord er som et olieudslip på havet, hvor de, der ikke drukner, bliver indsmurt i olie for resten af deres levetid.” I drengegruppen eskalerer situationen også, og de anskaffer håndgranater. Gaby ville gerne kunne flytte ind i bøgernes verden og forsvinde i gode minder, men moren har sår på sjælen og vækker Ana igen og igen midt om natten for at fortælle om mareridtene i Rwanda. ”Hun skulle give os lov til at drømme og leve,” siger Gaby, men virkeligheden trænger sig ind i drømmene. I drengegruppen bliver Gaby tvunget til at udføre en radikal handling, men heldigvis når faren at bringe de to børn i sikkerhed i Frankrig. Oplevelserne og erindringerne i et barns liv sætter sig for altid fast i sjælen, og derfor har det været vigtigt for både den voksne Gaby og Gaël Faye at fortælle historien.
En bog, der sætter spor og minder mig om, at disse ydmygelser, umenneskelige handlinger, grusomheder er både langt væk og tæt på og vil sikkert desværre være det i mange år fremover. Men vi må kæmpe for demokratiet og tolerancen på alle fronter og af alle kræfter. For vores egen, vores børns og vores børnebørns skyld.
https://youtu.be/XTF2pwr8lYk
https://www.facebook.com/LyceeFrancaisPrinsHenrik/videos/767551457077655/UzpfSTI3OTk1ODU1NTM3Nzk4NDozNzAzNTIxNjA2MzU0OTc4/?__tn__=%2Cd%2CP-R&eid=ARCNfF13I5lkVx7JNGO8sfy1w0BQaJnLIKzNJDYFPKFUwVqX0Sy1miiZ_gFczrPGyRH5BuCtqJ-hELaF
Her kan du høre Gaël Fayes rapnummer med titlen “Petit Pays”, hvor han på smukkeste vis beskriver sine følelser og tanker om det fædreland, han måtte forlade.
Den franske tekst til sangen finder du under billedet af bogen.
