Forlag: elkjaeroghansen 2003
Kom med en tur til Færøerne.
Hermed præsenteres første bind af Færø Blues Trilogien “Når engle spiller Mozart”. De øvrige to romaner i trilogien, der fortæller om forholdet mellem Danmark og Færøerne før og nu, har titlen “Færøblues” og “Møde i mol”.
Øerne er jo en delvist selvstyrende del af Rigsfællesskabet i dag, men fik Hjemmestyre i 1948. Hvor meget ved vi i grunden om disse 18 “forblæste” øer midt ude i Atlanterhavet? Vi hører om de to nordatlantiske repræsentanter i det danske Folketing, men hvad ved vi egentlig om kulturen? Hvad ved vi om befolkningens forhold til Danmark, og hvilke strømninger der er gået hen over landet i den forbindelse?
Jeg blev inspireret til at få fat i bogen via læseklubben på Den danske Kirkes (i London) Facebookside, og tesen om, at man ofte bliver mere dansk, når man bor i udlandet, giver mig en forståelse af, hvorfor læseklubben har valgt netop denne bog. Jeg kan sagtens forestille mig, hvilke interessante diskussioner netop denne roman kan afføde om nationalitet, værdier, livsindhold, meningen med livet, det at være og blive en del af en anden kultur og også se både sin oprindelige kultur og sin “nye” kultur udefra i forskellige perspektiver.
En virkelig vedkommende og meningsfuld bog, der gør læseren klogere. En bog, som alle danskere bør læse.
Lisbeth Nebelongs roman “Når engle spiller Mozart” tager os med til Færøerne sammen med hovedpersonen Lisa Bjørn Nielsen ad to, ja faktisk tre omgang, med flere års mellemrum, og via Lisa åbner landets natur og kultur sig for os. Lisa er datter af den tidligere rigsombudsmand, og som barn besøger hun sammen med familien første gang Færøerne, inden de beslutter sig for at flytte dertil. Allerede under det første besøg opstår der en skelsættende begivenhed sammen med drengen Kåre, og da hun senere tilbringer sit sidste gymnasieår på Færøerne, spiller han også med i hendes liv og efterlader dybe aftryk i den unge Lisa. Tredje gang hun besøger Færøerne er som 44-årig, hvor hun i sin egenskab af statsretsekspert skal give et oplæg på en konference om færøsk suverænitet. Gensynet med Færøerne og naturligvis igen Kåre bringer hende ud i et følelsesmæssigt kaos, hvor hun bliver meget i tvivl om retningen i og meningen med sit liv.
Lisbeth Nebelong skriver utroligt godt, medrivende og med stor variation i sproget. Der er masser af flotte naturbeskrivelser og præcise beskrivelser af følelser og tanker. Lisa gennemlever en udviklings-og erkendelsesproces. Det er en vigtig rejse for hende personligt, og da hun igen lander i København og sætter benene på jorden, er hun afklaret og klar til at sætte en ny retning i livet. Hun har mødt sine dæmoner/fortrængninger og har lært at leve med dem. Det har kostet store følelsesudsving, medicinforbrug, sorg, smerte, men hun har fundet fred med sig selv, sin fortid og nutid. Hun har besluttet at hendes liv skal have en ny retning og andre værdier, og således danner hendes egen erkendelse en parallel med den færøske suverænitetsproces og de deraf følgende dilemmaer -i hvert fald set med Lisas øjne. Bogens handling udspiller sig således på både et mikroniveau og et makroniveau.Bogen skifter mellem at fortælle om det år, Lisa tilbragte op til den dag, hun blev student, og 25 år senere, hvor hun vender tilbage som taler på konferencen. Personlige, kulturelle og politiske problemstillinger er vævet ind i hinanden hele bogen igennem på en særdeles fin måde.
I takt med at Lisa får mere og mere styr over sit indre kaos og gør sig klar til sit indlæg på konferencen, ser hun også klarere og klarere Færøernes situation og udtrykker det meget fint således:
“Hvad var Færøerne for hende selv i dag? Var dette specielle ørige ikke i virkeligheden et mulighedsrum, man burde glæde sig over fandtes i en globaliseret verden? Ikke som et museum over kædedans og andre hjemstavnsromantiske reminiscenser fra en svunden tid; en nostalgisk plet, der kun havde værdi, hvis den forholdt sig stille og apatisk i den hastigt accelererende verden. Men som en påmindelse om, at der stadig findes samfund, der i hvert fald indtil videre havde været i stand til at integrere udefrakommende påvirkninger og samtidig bevare kernen i sin identitet.”
Som tidligere beskrevet foregår romanen både på det personlige mikroniveau og det større makroniveau, hvilket er ganske tydeligt i flg. uddrag:
“Ja, hvad havde hun egentlig drømt om? Dengang og nu? Hvad drømmer mennesker om, når deres basale fornødenheder er blevet opfyldt? Vel i bund og grund om noget af det samme, som lå bag den store vision, færingerne netop nu havde sat på dagsordenen med deres suverænitetsønske?
Om frihed, om uafhængighed, om at kunne klare sig selv og om at blive set og anerkendt som den, man er, om at blive mødt uden fordomme.”
Bogen har også via hovedpersonen Lisa et “budskab” eller måske snarere en refleksion over det moderne menneskes liv, som er beskrevet utroligt godt og præcist:
“Gennem de tre døgn på Færøerne er en proces blevet sat i gang. En udviklingsproces, som hun lige nu ikke aner, hvor ender, men som hun med sig selv ved, ikke kan sættes i stå.
I alt for mange år har hun haft så travlt, at hun i virkeligheden ikke har levet. Hele tiden med en lasso inde i fremtiden, hele tiden et kalenderblad foran sig selv. Midt i et møde på vej til det næste. Møder som ikke har noget med virkelige møder at gøre. Møder, hvor ingen lytter til hinanden, fordi alle sidder i deres mentale fremtidsorienterede processer.
Nu ville hun hjem og begynde at ændre sit eget selvbillede, give det flere facetter, en ny fortolkningsramme med flere udfoldelsesmuligheder. Få en flig af passionen ind i sit fortravlede liv.
Helt konkret vil hun til at sætte nogle “færøske fjelde” af i sin kalender. Små åndehuller i hverdagen, som ikke bliver fyldt op med arbejde. En pause, et helle, en hule, hvor hun kan mærke sig selv og finde fodfæste under sin spirende livsglæde. Begynde at lytte til musik igen. Synge. Åbne op for nogle af livets små glæder. Måske en gang imellem gå en tur med Erik. Arm i arm som i gamle dage, hvor de af og til gik i Dyrehaven og havde gode samtaler.Og hvad ellers? Ikke så meget vel. Hun smiler ad sig selv. I hvert fald ikke noget, der skal planlægges her og nu.”