Jacob Holdt -“American Pictures” og “Om at sige ja”
”American Pictures” -Amerikanske billeder
Af Jacob Holdt
Ny redigeret udgave 2016
I 1977 udgav Jacob Holdt for første gang ”American Pictures”, og i vores generation findes der nok næsten ikke den person, som ikke husker denne bog, forsiden, omtalen, diasshowet eller hvordan man nu kom i kontakt med den. I 2016 blev den genudgivet i farver og med visse tilføjelser og opdateringer i teksten. At genlæse bogen er dobbeltsidigt, da man først og fremmest kommer på en rejse tilbage til sin egen ungdom, hvor raceproblematikken, Klu Klux Klan, Martin Luther King, Vietnamkrigen og meget mere bliver kaldt frem i erindringen og står lyslevende for én. Man husker tydeligt de vinkler, der var på problemerne dengang, og den kæmpestore indflydelse alle disse diskussioner og konflikter havde på os og vores ungdomstid. I dag læser man bogen i et andet perspektiv, men velvidende at racekonflikterne, undertrykkelse og racisme stadig er store og uløste problemer.
Som søn i en præstefamilie, hvor den førstfødte søn altid skulle hedde Jacob Holdt og senere læse teologi for at blive præst, gav det rystelser, da Jacob Holdt gjorde op med dette billede og i 1971 rejste til USA. I 5 år blaffede han 185.000 km i USA med blot 40 dollars på lommen. Han overnattede ved 350 familier, fortrinsvist de fattigste i ghettoen, og hans dokumentation via 15.000 fotos giver en magtfuld skildring af livet i USA. Det er en personlig rejse gennem ghettoen, og den filmiske udgave skabte sensation ved filmfestivalen i Cannes. I de 5 år boede han i både dybt kriminelle ghettomiljøer og stinkende rige overklassemiljøer, og hans konklusion var: ”Både kapitalisten og den kriminelle er i deres dagligdag så stærkt deformerede af de roller, systemet dikterer dem, at de har en usigelig trang til menneskelighed”. Denne menneskelighed forsøger Jacob Holdt hele tiden at finde ind til, og det er troen på den, der redder ham ud af situationer, de fleste ved deres fulde fem aldrig havde begivet sig ind i. ”…thi at møde menneskelighed midt i brutale omgivelser, virker langt stærkere end at møde menneskelighed i trygge omgivelser”.
Det er Jacob Holsts personlige rejse gennem ghettoen, vi følger, og der kommer mange nuancer på problematikkerne. Han skriver blændende godt og gør sine refleksioner og sine oplevelser utroligt nærværende. Det er barsk læsning, og han konfronterer os med det, vi måske har allermindst lyst til at vide. Jacob Holdt beskriver, hvor mange menneskelige ressourcer, der går til spilde på grund af undertrykkelse og fattigdom. ”…hele 23 % af amerikanske børn bliver nu formet så voldsomt af fattigdom, at de vil være ubrugelige i fremtidens højteknologiske verden. Intet samfund, som ønsker at klare sig i den benhårde globalisering, har råd til at tabe så stor en del af sit menneskelige potentiale på gulvet. Netop disse argumenter er årsag til, at mange universiteter i USA tvinger deres nye studerende til at se Amerikanske Billeder og at arbejde med racismen,” pointerer Jacob Holdt i den nye udgave. Han drager paralleller til afstandtagen og ikke-inklusion af andre kulturer og til situationen i Danmark, hvor diskussionerne i den grad også er relevante. Som præstesøn har Jacob Holdt styr på Bibelen, og flere afsnit har henvisning til et bibelsted, som det herefter er op til læseren at fordybe sig i for at se relationen. Også hans ophold hos samfundets top er beskrevet med intensitet, og fx hans ophold hos den hvide playgirlmillionøse i Columbia viser overklassemiljøet uendeligt depraveret. Også undervisningssystemets uligheder bliver beskrevet, og Jacob Holdt minder os endnu engang om, hvad positive og negative forventninger medfører, da han fortæller om, dengang en computer ved en fejltagelse anbragte de ”langsomme” børn i de ”kvikke” klasser og omvendt. Resultatet var, da man et år senere opdagede fejlen, at de langsomme elever opførte sig, som om de var kvikke, og de kvikke elever opførte sig, som om de var langsomme.
Herre-slaveforholdene medfører en kultur, hvor der sker yderligere opdelinger i nye herre-slaveforhold, og der eksisterer således ifølge Jacob Holdt både en over- og en underghetto. En ghetto i ghettoen. ”Jeg ved, at jeg ikke kunne have klaret mig mellem alle disse (vid)underlige mennesker i USA, hvis jeg ikke havde haft en stærk tillid til det bedste i mennesket. Hvis ikke ville det værste have fået overhånd”, og han har i den grad stiftet bekendtskab med et hav af mennesker fra høj til lav, der oftest har levet under de mest trøstesløse livsbetingelser. I sidste del af bogen reflekterer han meget over alt det, han har set og oplevet og siger bl.a.:” Min rejse har lært mig, at jeg ikke længere kan hade nogen enkeltperson, menneskegruppe eller samfundsklasse -selv ikke de værste udbyttere,” og det handler om, hvad systemet gør ved folk. ”Jo længere jeg gik som vagabond i dette system, jo mere tabte jeg lysten til nogensinde igen at blive en del af det. Overalt havde systemet givet mennesket et falsk ansigt. Jo tydeligere disse uhyggelige masker tegnede sig for mig, des stærkere trang fik jeg til at trænge ind bag dem og se ud gennem deres snævre øjenhuller….Jeg lærte, at det er lettere for mennesker at fordømme og hade end at forstå.” Det er en i den grad barsk og ubarmhjertig virkelighed, der åbenbares for læseren, mens man følger Jacob Holdts rejse gennem samfundsjunglen, og man kan ikke undgå både at føle vrede og afmagt ved bogens slutning.
I denne nye udgave har han ”et personligt efterord”. Da han efter 5 år vendte tilbage til Danmark i den institutionaliserede tryghed med 15.000 billeder, var han desillusioneret og havde ingen ide til, hvordan der skulle komme noget ud af billederne. Det første diasshow blev vist i farens kirke i Vestjylland, og publikum var rystet. Dagbladet Information arrangerede turneer, og overalt i landet stod tusinder i kø for at se de amerikanske billeder. Information opfordrede ham til at lave showet til en bog, og han blev inviteret til bogmessen i Frankfurt, hvor bogen blev solgt til udgivelse i adskillige lande, før han overhovedet havde skrevet den. I Danmark blev han med mellemrum inviteret til frokost med en russisk diplomat fra ambassaden, og det viste sig senere, at KGB udelukkende var interesseret i at udnytte Amerikanske Billeder til et angreb på Carters menneskerettighedspolitik. Jacob Holdt var en stor beundrer af Carters førte politik, og som den første præsident nogensinde lagde han pres på forskellige diktaturer for at indføre demokrati, og han standsede derfor bogens udgivelse i resten af verden de næste par år. Det var et euforisk øjeblik for Jacob Holdt at vende tilbage til USA for at vise sit lysbilledshow, men han følte sig efterhånden forvandlet til en slags multi-national show-business mand. Han satte efter to år ”succesen” på pause og tog rundt til alle de gamle venner for at vise dem showet i deres usle shacks, hvis der var elektricitet. For at kunne bringe udstyr til 50.000 kr. ind i de værste ghettoområder hældte han affald over det, rev sædepolstringen i stykker, skrabede malingen af bilen og bulede den. I 30 år har Jacob Holdt holdt mange foredrag og lavet workshops om racisme. I introduktionen til den nye udgave siger han, at han fokuserer meget på ”racismens udstødelsesmekanismer” og henvender sig til ”undertrykkere” i alle samfund. I øvrigt mener han, at racismen i Danmark på mange måder har overhalet amerikanernes, og dermed er der lagt op til diskussion. Alt dette understreger, at bogen er mindst lige så aktuel i dag, som da den udkom første gang i 1977.