Sicilien

Anledningen til at besøge Sicilien er, at vi er inviteret til bryllup hos et par, som har udset sig netop det idylliske Taormina som location for deres bryllup. Vi ankommer med fly til Catania, som er Siciliens næststørste by og ofte kaldet Sydens Milano. Den ligger ved foden af vulkanen Etna. Den mægtige og stadigt aktive vulkan løfter sig 3300 m over os, men den er ikke en kilde til daglig frygt hos indbyggerne i Catania, selv om global opvarmning i de kommende år kunne øge truslen. Eksperter måler dagligt vulkanens aktiviteter. Etna er øens -og også Europas- højeste og mest aktive bjerg med sine 3300 m og er både Catanias ven og fjende. “Den gamle dame” er garant for frugtbar landbrugsjord, men truer også med sin hvide røgstribe fra det ene af de fire kratre.

Det er tidligt om morgenen, og solen brænder allerede ned på den smukke Saint Agatha Cathedral midt på Piazza del Duomo. Katedralen er opkaldt efter Agatha, en ung jomfru, som blev slået ihjel af romerne i 251 f.Kr for at udtrykke sin urokkelige tro på Gud. Hun blev efterfølgende kanoniseret og er nu byens skytshelgen. Catania har flere solskinstimer end noget andet sted i Europa -i gennemsnit 2500 timer om året og næsten 7 timer om dagen. Fra tidligt om morgenen vækkes Piazza del Duomo af morgenfriske turister, lokale, der skal på arbejde eller til morgenbøn, både unge og gamle der på deres scootere væver sig ind og ind gennem trafikken og ikke at forglemme de energiske kaffebaristaer i Caffé del Duomo, som højlydt forsøger at tiltrække gæster for at give dem et godt morgen-kaffe-kick.

For Catanias mange fiskerbåde begynder dagen tidligt. Deres fangst når La Pesceria, som er det tidlige fiskemarked rundt om hjørnet fra Piazza del Duomo. Fiskene kommer fra det enorme spisekammer i Det Ioniske Hav.

Mens Rom for altid vil være Den Evige By, kvalificerer Catania sig til at være Opstandelsens By. Denne ihærdige by har lidt under et utal af ødelæggende jordskælv. Byen blev næsten jævnet med jorden under jordskælvet i 1693 og et dommedagslignende vulkanudbrud. Mange bygninger blev genopført ved brug af de lavasten, som flød fra lavaudbruddet. I bykernen ligger mange barokbygninger i sort lavasten. Ligeledes begyndte lokale bønder at dyrke afgrøder, herunder også vindruer, i områder, hvor den vulkanske aske gav ny, mineralholdig og frugtbar jord. Ikke overraskende ligger mange vinmarker i dag netop i Etna-området, som er kendt for at lave fortræffelige vine.

Centrum i Catania er Piazza Del Duomo, og der er travlhed hele døgnet rundt om den gamle kirke. Den gamle bydel, centre storico, er i dag klassificeret som UNESCO Verdensarv. I det 14. århundrede og ind i renæssancen var Catania et af Italiens vigtigste kulturelle, kunstneriske og politiske centre. Catania er en livlig og pulserende by med en her-og-nu-atmosfære. Mange samles sidst på dagen udenfor ved de mange små barer og fortovscafeer, hvor guitarmusik og spontan sang finder vej til vores ører og sætter stemningen.

“I´m madly in love with Catania and it’s streets”

Så går turen nordpå til det pittoreske Taormina, og det er intet under, at mange fejrer store familiebegivenheder her. Taormina er NEXT STOP PARADISE.

Gadekoncert med en ægte italiensk Valentino i Siracusa