Det tredje liv

At tage fat på det tredje liv med alle de muligheder, dette giver, er intet mindre end et fantastisk privilegium. For mig er det ubeskriveligt dejligt at kunne sætte min egen dagsorden hver eneste dag og beskæftige mig med lige præcis det, jeg er allermest passioneret omkring. At have tiden til at følge tingene tilfredstillende til dørs og at fordybe mig i det omfang, jeg har lyst til, er netop det, der karakteriserer min hverdag i min tredje alder.

Som sprognørd har jeg haft fransk som min fritidsinteresse gennem mere end 25 år, og jeg ser frem til de ugentlige seancer, hvor vi læser og taler på fransk om de noveller og romaner, vi har valgt at arbejde med. Desuden er der lidt grammatisk brush-up samt en film eller en tv-udsendelse om en region, fransk gastronomi eller lignende. Mit første pensionistprojekt var at begynde at lære russisk, hvor jeg i fulde drag nyder at have uanede mængder af tid til at arbejde med sproget. Som begynder udi dette fremmedsprog skal man virkelig bruge tid, selv om jeg drager stor fordel af at have været sproglærer i 40 år og dermed har en naturlig tilgang til at dykke ned i sprogets strukturer. P.t. bliver jeg undervist af en russisk pige, som er bosiddende i Chile, så vores timer foregår på engelsk via Skype. Fagre nye verden, som jo slet ikke er ny mere, men derfor bliver man alligevel overrasket over, hvor enkelt og nemt det kan foregå. Den globaliserede verden og den globale landsby er virkelig rykket ind i min hverdag.

»меня зовут Joan. Я датчанка и я живу в Дании. Моего мужа зовут Søren. У меня есть трое детей, две невестки и двое внуков. Мои дети живут в Лондоне и в Барселоне.»

Det næste pensionistprojekt var at starte op som frivillig patientstøtte i Røde Kors-regi på børneafdelingen på Regionshospitalet Herning. 3 timer hveranden torsdag tilbringer jeg der og forsøger på alle måder at være med til at gøre en forskel for de indlagte børn, forældre, søskende og personale ved at være “den pårørende, som ikke er der.” Det er vores arbejdsbeskrivelse, og hver torsdag er meget forskellig, men det er dejligt at høre, at såvel forældre som personale i høj grad anerkender vores arbejde. Derfor føler man virkelig, at man er med til at gøre en forskel, og for mig giver det specielt meget mening at vælge børneafdelingen efter mine mange år som lærer, hvor jeg har været tæt på børn og deres forældre. 65 frivillige patientstøtter er med til at gøre en forskel på Regionshospitalet Herning. Det bliver man imponeret over, og prøv engang at lægge mærke til “de røde veste” næste gang, du kommer til et hospital. Som pårørende og som patient mærker man tydeligt varmen i deres tilstedeværelse.

Siden 2008 har jeg været medlem af en lokalgruppe for SOS Børnebyerne i Herning, og mit hjerte banker varmt for dette arbejde, hvor vi er med til at gøre en kæmpe forskel for forældreløse og sårbare børn i verden. Jeg ser med stolthed tilbage på vores lokalgruppes arbejde, hvor vi har skabt stor opmærksomhed om SOS Børnebyernes arbejde via mange og ofte store arrangementer, som folk i lokalområdet har været rigtig gode til at bakke op om. Det har betydet, at folk i Herningområdet har et bredt kendskab til organisationens arbejde, og at vi indtil nu har indsamlet over 1 mio. kr. Hvert år deltager jeg i SOS Børnebyernes årlige seminar, hvor hovedkontoret i København inviterer de 600 frivillige fra hele Danmark til en overordentlig inspirerende og informativ dag om SOS Børnebyerne med input fra både kontoret, de frivillige og den store verden, hvor SOS Børnebyerne udfører et imponerende arbejde for at give sårbare børn en familie, kærlighed og en fremtid. At deltage i dette årlige seminar er en fantastisk oplevelse, hvor man bliver virkelig stolt over at være en lille del af en af verdens største humanitære børneorganisationerne, der har et koncept, som bare fungerer rundt om i over 130 lande. Jeg har selv besøgt en børneby i Bucarest og i Barcelona og må sige, at det er et fantastisk koncept, som SOS Børnebyerne er bygget op omkring. Uanset hvilken børneby, du besøger i verden, fungerer de på samme måde og med de samme principper og værdier. Kærlighed og tryghed mærke man med det samme overalt i børnebyerne, og mødrene gør et fantastisk arbejde for deres SOS-børn, der oftest kommer fra meget svære vilkår og dermed bærer mange traumer med sig. En stor opgave for en SOS-mor, men alle de 6000 mødre er specialuddannede til at tackle netop dette. Du kan læse meget mere om vort arbejde i lokalgruppen samt om SOS-Børnebyerne under menupunktet “SOS Børnebyerne.”

Jeg har altid været glad for at skrive og for at læse og har fortalt mange historier for vores tre børn, da de var små. I støbeskeen er et børnebogsprojekt om “Frederik”, som du kan se i menulinjen, og der vil også i den nærmeste fremtid komme “kød” på dette menupunkt. Desuden har jeg den fornøjelse at skrive artikler for Frivilligcenter Herning om frivillige ildsjæle. Mange frivilligorganisationer ønsker mere fokus på og opmærksomhed omkring deres arbejde, så derfor laver jeg interviews med ildsjæle og skriver derefter artikler om dem. En spændende udfordring , som det også er dejligt at kunne bruge tid på og fordybe sig i. Man bliver overrasket over, hvor mange artiklerne rent faktisk bliver set og læst af, så på denne måde kan man også være med til at gøre en forskel for de mange frivilligorganisationer, der findes i Herningområdet. Her udfører masser af frivillige et uvurderligt og passioneret arbejde, som fortjener, at der bliver slået på tromme for dem. Artiklerne kan læses på https://fcherning.dk/bliv-frivillig/frivillige-ildsjaele. Der bliver også meget mere tid til at læse gode bøger, og nogle af de bedste læseoplevelser vil du kunne blive inspireret af under menupunktet “Bogormenes paradis.”

“At rejse er at leve” er jo et citat fra H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” fra 1855, og det er også blevet en af hovedoverskrifterne for min tredje alder. Da jeg lukkede døren til mit arbejdsliv i 2018, gik den første tur til Sicilien i anledning af vores søns bryllup. Her besøgte vi bl.a. Catania, Siracusa, Taormina og naturligvis Etna. Sicilien er jo Italiens “fodbold” og Middelhavets største ø med 5 mio. indbyggere. Herefter gik turen til Berlin og London, og året blev afsluttet i Dubai, hvor vi også fejrede nytår. Det helt store rejseår blev 2019, hvor vi i april rejste til Nairobi i Kenya, som var udgangspunktet for vores safaritur. Efter mange oplevelsesrige dage i 3 forskellige nationalparker, gik turen til østkysten, hvor vi nød livet nogle dage på hotel ved Det indiske Ocean.

Senere gik turen til Ibiza på familieferie, til Ukraine, hvor vi besøgte både Kiev og Odessa på kombineret familie- og turisttur, en tur til Bath med de romerske bade i den vestlige del af England, på grupperejse til Georgien og Armenien for at slutte af med 12 dage i Japan. For H.C. Andersen var det at rejse ikke kun “at leve”, men også “at lære”, og han lavede mange optegnelser undervejs på sine rejser. For mig er det også både oplevelsesrigt og lærerigt at komme ud og se, opleve og møde verden i alle dens facetter. At møde andre folkeslag og deres historie, religioner, kulturer og politiske systemer er utroligt spændende og udviklende. Det thailandske ordsprog “at få vasket øjnene” er det helt rigtige udtryk i den forbindelse. Meget bliver sat i perspektiv, ting flytter sig, holdninger bliver mere nuancerede og man udvikler sig. Så at rejse er virkelig at leve. Næste rejseprojekt er en tur til Vietnam, hvor turen går hele vejen gennem det asiatiske land fra nord til syd og afsluttes med nogle dages afslappende badeferie. Læs mere senere under menupunktet “At rejse er at leve.”

Mange gange hvert år går turen til London, hvor to af vores børn bor med deres familier. Det er en stor glæde at kunne være så meget sammen med vores to børnebørn og at følge deres opvækst og oplevelser i en by, hvor der nok er flere kulturforskelle, end man forventer. Derfor finder du også et menupunkt med titlen “London -også min by”, hvor du kan få masser af input fra London.
Jeg nyder at kaste mig ud i gastronomien, elsker at afprøve nye opskrifter og at bage, så der vil muligvis dukke et menupunkt op om gastronomi her på hjemmesiden.