“Løvinden -Karen Blixen i Afrika” Tom Buk-Swienty

 Gyldendal 2019

Netop hjemkommet fra safaritur i Kenya med indlagt besøg på Karen Blixens farm ved Nairobi og Ngong Hills blev jeg i den grad fascineret af Karen Blixen og hendes historie og var topmotiveret til at gense filmen ”Out of Africa” og genlæse ”Den afrikanske farm”. Motivationen til at dykke ned i såvel hendes værker som hendes personlige historie blev yderligere kickstartet af den nye udgivelse ”Løvinden -Karen Blixen i Afrika” af Tom Buk-Swienty. Det var en lækkerbisken at gå i gang med mammutværket på over 700 sider, hvor Tom Buk-Swienty med sin sædvanlige kæmperesearch, omhu og professionalisme giver læseren mulighed for at fordybe sig i portrættet af ”The Honourable Lioness” og de 17 år, hun tilbragte i Kenya. Det er en noget anden historie end den, man får i ”Den afrikanske farm”, som tydeligvis er iscenesat og ”fiktioneret”, så det blev et billede af en uafhængig og selvstændig kvinde. Den pressede økonomi på kaffefarmen, gældsslaveriet, kaffefarmens manglende rentabilitet får vi i ”Løvinden” en helt anden beskrivelse af. I ”Den afrikanske farm” er mange problemer og personer, som spillede en betydelig rolle i hendes liv i Afrika, decideret udeladt. Ligeledes de belastende syfilisbehandlinger får vi beskrevet meget anderledes og ser på denne måde, hvor meget det svækkede hendes helbred. Tom Buk-Swienty har skrevet bogen på baggrund af 10 års research om Karen Blixens familie og haft kontakt med mange mennesker i Danmark, Sverige, USA, England og Canada. Den fyldige liste over anvendt litteratur, kilder, noter og private samlinger er i den grad imponerende. Det er derfor en stor fornøjelse at kunne springe på hovedet i mammutbogen med den dybeste respekt for sådan et forarbejde.

Vi slukker for kontakten til omverdenen, tager skyklapper på og gør klar til fordybelse i en verdenskendt storytellers liv.

Karen Blixens kærlighed til Afrika er ubeskriveligt stor, og hun sætter ofte ord på sine følelser bl.a. via et citat af den danske forfatter Jakob Knudsen:

”Min sjæl, mit hjertes hjem ”

Ofte sætter hun gang i poesien for at beskrive de store følelser, der er i spil, når det drejer sig om Afrika, som fx i et brev til sin mor i 1931:

”En stor verden af poesi har åbnet sig for mig og taget mig ind, herude, og jeg har elsket den. Jeg har set ind i løvers øjne og sovet under Sydkorset, jeg har set de store sletter under græsbrande og med fint grønt græs efter regnen, jeg har været ven med somali, kikuyu og masai, jeg har fløjet over Ngong Hills…”

Selv om der har været udfordringer af de store med syfilis, ægteskabsproblemer, finansielle problemer, fejlslagen høst, er det tydeligt, at her har Karen Blixen hjemme. Her har hun kunnet udleve sin selvstændighed og gøre sig fri af morens miljø og komme tættere på farens. Bogen beskriver de familiemæssige baggrunde for bl.a. valg af ægtefælle, og det er tydeligt, at Karen Blixen følte sig ”anderledes” i morens familie og havde stadig sin tilknytning til og fascination af faren intakt på trods af -og måske også i kraft af- , at hun mistede ham som 10-årig, hvor han begik selvmord. Hele livet savnede hun sin højtelskede far, der i den grad var en rollemodel og måske nærmere et ikon for hende. Da Karen Blixen drager til Kenya i 1914, har hun kufferten pakket fuld af drømme om et nyt og frit liv.

Vi følger de konstante problemstillinger med pengeflow fra familien og rentabiliteten i kaffedyrkningen. Desuden udvikler ægteskabet med Bror Blixen sig i en anden retning end forventet. Man imponeres af Karen Blixens kamp for ægteskabet på trods af utroskab og syfilis, som hun blev smittet med af sin mand kort tid efter ankomsten, men for hende var det vigtigt at bevare baronessetitlen og at tage sin egen beslutning i stedet for at følge familiens råd/ønske om skilsmisse. Det endte dog med skilsmisse, og ”The Honourable Lioness”, som hendes elsker Denys Finch Hatton skrev til hende, blev en endnu stærkere kvinde, der de efterfølgende 10 år var direktør for Karen Coffee Company. Det var en meget stor virksomhed og havde flere hundrede ansatte.

Det er utroligt spændende og interessant at følge hendes liv med opture og nedture, og der har ikke manglet problemer i hendes liv i Afrika, men den stolte løvinde bevarede sin dybe og grænseløse kærlighed til såvel landet som til den sorte befolkning. Vi bliver ført med strømmen og møder mange personligheder fra både de forskellige stammer og de britiske bosættere og får via Tom Buk-Swientys store research kendskab til en bred vifte af mennesker, der havde betydning for Karen Blixen.

Naturligvis er det særligt interessant at følge udviklingen i hendes forhold til Denys Fitch-Hatton, som hun var meget forelsket i. Når han var på farmen, ændrede alt sig. Når hun var sammen med ham, følte hun sig stærk, fri, handlekraftig, selv om hun vidste, at hun aldrig ville kunne ”eje” ham. Så snart han var ude af døren, ændrede alt sig, og hun vidste altid, at han en dag ville forsvinde, da han betragtede sig som fri og uafhængig. Når hun var alene på farmen, forsvandt hendes optimisme, glæde og livskraft, og en følelse af fortvivlelse hende væltede ofte ind over hende. Under et længere ophold i Danmark blev hun meget i tvivl om, hvorvidt hun skulle blive eller rejse tilbage til Afrika, men hendes kærlighed til Afrika vandt.

Bogen giver os et indblik i bosættermiljøet -på godt og ondt- i Østafrika både under og efter krigen, og vi oplever hvilke forskellige holdninger, der var til både udviklingen og til de indfødte. Karen Blixen beskrives som en kvinde med ganske anderledes holdninger til de indfødte. Holdninger, hun tør at stå ved. Holdninger, hun helt konkret fører ud i livet ved etablering af skole og undervisning og ved den daglige omgang med de indfødte på farmen, selv om det langtfra var ”mainstream-holdninger” blandt de europæere, som havde bosat sig i Kenya. Der er fantastiske beskrivelser Karen Blixens oplevelser i og indtryk af naturen og dyrelivet. Man imponeres over denne spinkle kvinde, der med sit gevær drager ud på savannen og kan nedlægge såvel løver som næsehorn. Det er en gave at rejse med Tom Buk-Swienty og Karen Blixen til en anden kultur i en anden tidsalder og fornemme samt forsøge at forstå, hvordan det har været for Karen Blixens at opholde sig 17 år i Kenya.

Tiden i Afrika var en betydningsfuld æra, der på mange måder var med til at forme personen Karen Blixen. Den var slut, da hun i 1931 vendte tilbage til Danmark og bosatte sig på Rungstedlund. Thomas (Tommy) Dinesen beskriver meget præcist Karen Blixens personlighed og de 17 år i dette citat:

”Løven var for Tanne Afrikas symbol. Hun havde også selv kæmpet om en løve for farmens fremtid, for at holde sine løfter til långiverne -og for et godt ægteskab. Men selv for en løve kan det gå galt.”

Der er ingen tvivl om, at hendes ophold i Kenya har været en form for frigørelseskamp, og den har været af største vigtighed for hende. Da hun i 1931 måtte opgive farmen og rejste tilbage til Danmark, følte hun sig som en skibbruden, og at hendes egentlige jeg gik til grunde. Kenyaperioden med både dens trængsler og dens glæde og lykkelige stunder har ganske givet været brændstof for Karen Blixens forfatterskab som storyteller.

Giv dig tid, fordyb dig og lad dig føre ind i en tid og et miljø, hvor holdninger, værdier, normer var ganske anderledes. Bogen giver et virkelig godt indblik i Karen Blixens personlighed og hendes 17 år i Kenya. Det er anbefalelsesværdigt at læse både ”Løvinden” og ”Den afrikanske farm”, som supplerer hinanden godt. Man sidder tilbage med en dyb respekt for en kvinde, der tog livtag med sit oprindelige miljø. En kvinde for hvem selvstændighed og frigørelse var livsvigtige omdrejningspunkter. Hun foretog valg og beslutninger, der har været meget utraditionelle i forhold til hendes familie og det miljø, hun var opvokset i, og selv om de på ingen måde var uden omkostninger, holdt hun fast. Den dybeste respekt for en kvinde, der kæmpede sin egen frigørelseskamp på et tidspunkt, hvor normer og regler formede de fleste kvinders liv.

Selv om vi nu tager skyklapperne af og vender tilbage til virkeligheden, er det en bog, man ikke blot lægger fra sig. Man har været ”inde i maskinrummet” hos Karen Blixen, været tæt på hende, forsøgt at forstå hendes liv og beslutninger og har fulgt hende gennem 17 år. Tak til Tom Buk-Swienty for en fantastisk læseoplevelse og en yderst velskrevet bog med dejligt flow i sproget.