Nej, vi tog ikke på tur. Rejste ikke mange kilometer til lands, til vands eller i luften for at komme til en anderledes og uudforsket region. I løbet af et splitsekund var vi landet i vores egen baghave. Alt var forandret. Det nye sprog indeholdt gloser, der dagligt blev aktiveret gentagne gange. Lock down og social distancing, mundbind og værnemidler, anerkendendelsværdigt formål, lønkompensation og hjælpepakker. Vores nye hverdag indebar restriktioner i forhold til vores fritids- og arbejdsliv, som vi i årets første måneder ville have forsvoret skulle blive en realitet i smørhullet Danmark. Familielivet blev sat på “stay together-mode”, børnene og de unges undervisning blev til hjemmeskole og digital undervisning af hidtil ukendte dimensioner og mange forældre skulle navigere i at finde en ny “work – life balance” derhjemme, hvor de både skulle arbejde, passe og aktivere børnene og støtte op om børnenes hjemmeundervisning. Alle vores højt elskede aktiviteter uden for hjemmet var sat på stand by. Biografer, fitnesscentre, museer, teatre, udstillinger, foredrag, frivilligt arbejde, rejser til spændende destinationer, ja alt det, der er med til at udfordre, udvikle, entertaine, realisere os. OMG! Total nedsmeltning! Hvad nu?
I marts blev grænselukning en realitet, og stort set al flytrafik blev indstillet. En katastrofe for min familie, da alle mine tre børn bor i udlandet med deres familier. Og dog…..jeg kom til London med et af de sidste fly fra en totalt øde lufthavn, og passagertallet på BA-flyet var 30! En ubeskriveligt deprimerende oplevelse, når man tænker på, hvor travl en lufthavn normalt er -fyldt med mennesker og bagage på vej til nye destinationer. På forretningsrejser, familiebesøg, ferierejser -tusindvis af mennesker defilerer under normale omstændigheder forbi hinanden i de travle lufthavne. Chokket blev ikke mindre ved ankomsten til Heathrow, hvor der på lange stolerækker sad personale og fik tiden til at gå med at tale sammen eller studere mobilen. Tænk på, at det er en lufthavn med 76000 ansatte, der betjener mere end 220.000 passagerer HVER ENESTE DAG, mens der lander og letter 1400 fly dagligt. Ét fly hvert 45. sekund! Og det var endda før, UK besluttede lock down! Boris Johnson var endnu ikke blevet ramt af Covid-19, og hans nonchalante holdning til den nye pandemi var ret fremherskende.
Herefter strandede jeg i London som fuldtidsfarmor, mens mange bedsteforældre måtte kigge langt i vejviseren efter deres næste mulige besøg hos børnebørnene. På denne måde blev jeg vidne til, hvordan også London med sine 10 millioner indbyggere i løbet af forbavsende kort tid blev til en ganske anderledes by. 23. marts blev der erklæret lock down. Legepladser, restauranter, caféer, skoler, nurseries, butikker, kulturinstitutioner etc…..Alle borgere over 70 fik besked om ikke at forlade deres hjem de kommende 12 uger, mens alle øvrige kun måtte foretage nødvendige indkøb, “one form of daily exercise alone or with members of your household” og transportere sig på arbejde, hvis det var absolut umuligt at arbejde hjemmefra.
Sommeren begyndte at banke på, og i weekenderne var der mange mennesker i parkerne, som jo altid er og har været storbyens oase. En oase i coronaland, hvor man kunne løbe, cykle, gå tur med hund og familie og lege med børnene. Jeg så familier lege, spille bold og være sammen med deres børn på en måde, der gav reminiscencer til min barndom, hvor legepladser var et særsyn. Mit barnebarn og jeg fik kickstartet fantasien, og vi har leget suppe og madlavning med blade, løbet om kap, leget heksens hus i skoven ved et bestemt træ og haft hver vort træ, hvor vi boede og kom på besøg hos hinanden, mens grene og pinde ved fantasiens hjælp transformeredes til julegaver, krykker, tryllestave og hunde. Politiet var til stede med venlige henvisninger, hvis folk var for mange sammen eller blev fristet til at etablere en picnic på græsset, men truslen om bøder hang i luften, såfremt det nåede et vist omfang. Især i weekenden cirkulerede helikoptere over parkerne for at holde øje med, at folk holdt afstand. Efter en solrig weekend med alt for mange mennesker i en lidt sydligere beliggende park, blev denne lukket, og truslen om at lukke parkerne midt i London har været en realitet og noget, som indbyggerne virkelig har frygtet, da de har fungeret som et åndehul i en svær lock down-tid. Mange bor flere mennesker sammen i små lejligheder uden altan i en storby, og det kan sætte selv de bedste relationer og den største tålmodighed på prøve.
Hurtigt opstod der lange køer ved supermarkederne, hvor en vagt sørgede for, at der kun var et bestemt antal i butikken ad gangen. Gær, mel, pasta og tomatprodukter var stort set altid udsolgt, og man kunne være uheldig at komme på et tidspunkt, hvor hylderne i supermarkedet var næsten tomme. Tankerne fløj tilbage til besættelsestiden, som vi jo kun har hørt vores forældre og bedsteforældre fortælle om med rationeringsmærker og varemangel. En tur i bil gennem Londons gader for at få bl.a. rugmel og gær førte os til Scandi Kitchen, hvilket var en ganske surrealistisk oplevelse. Klokken var 16, hvor rush hour normalt er startet i Londons centrum, men de biler, vi mødte, kunne tælles på ganske få hænder. Selv den travle Oxford Street, hvor man som både fodgænger og bilist normalt kun med besvær kan skære sig igennem, lå totalt øde. Ikke et eneste menneske, ingen biler, blot to busser med i alt tre passagerer. Associationerne flyder uhindret mod de samfund, som ofte er beskrevet i dystopiske science fiction romaner. Man får kuldegysninger ved tankerne om sådan et samfund. Tanken om, at storbyer verden over er lagt øde på samme måde, er skræmmende. Ikke mindre skræmmende er det, at man med ganske kort varsel, ja næsten som et fingerknips, kan lægge et helt samfund ned og sætte alt i stå. Samtidig risler det mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, hvordan en sådan pandemi kan høste med leen, hvis vi ikke er i stand til at opsætte barrierer for sygdomsspredningen. Hvordan politikerne håndterer en sådan situation og får kommunikeret informationer, påbud og lignende ud til befolkningen er afgørende for loyaliteten og opbakningen til diverse restriktioner. Set fra mit perspektiv har denne del været håndteret på sublim vis i DK, og det har været interessant at følge netop kommunikationsaspektet også i Spanien og UK, hvor mine børn bor. Jeg er på ingen måde forundret over, at Mette Frederiksen har 85 % af befolkningens opbakning til sin håndtering af krisen. Forskellene i netop måden at kommunikere på i de forskellige lande er tydelig. Vort samfunds fundament, hvor solidaritet, fællesskab og tillid til systemet er nogle af ingredienserne, viser sin styrke. Dermed ikke være sagt, at nogle ting ikke kunne have været håndteret anderledes, men det har været et vanskeligt landskab for politikerne at navigere i.
Hver tirsdag aften kl. 20 i London gik folk ud på altanerne og klappede i nogle minutter for at hylde sundhedspersonalet i NHS. Det var en fantastisk oplevelse at stå på sin altan, kigge rundt og lytte til alle de tusindvis af mennesker, der klappede. Det var virkelig support til NHS. Ikke noget problem at høre det, fordi der stort set ingen biler var på gaden på dette tidspunkt og heller ingen fly i luften. For første gang i London kunne man i øvrigt høre fuglefløjt, så det var bestemt noget at notere på plussiden.Supermarkederne havde hver dag åbent fra kl. 9-10 for folk med sundhedsmæssige udfordringer, kl. 10-11 kunne sundhedspersonalet handle og først efter kl. 11 kunne alle andre stille sig i kø udenfor. Stor respekt for sådan et tiltag. Nu er det britiske samfund ved at åbne igen, og det er endelig muligt at genoptage pub-, café- og restaurantkulturen, som er en essentiel del af hverdagen i London. Vi håber, COVID-19 kan holdes i skak, så vi alle kan få den fantastiske storby tilbage, som vi kender den.
Vel hjemme i Danevang igen, hvor alt er tættere på “business as usual”, kan man ikke undgå at reflektere over denne mærkværdige og anderledes tid, som for altid har sat et aftryk i vores livserindringer. Vel vidende at nogle har mistet, nogle har ikke kunnet have den ofte meget nødvendige kontakt til familiens ældre, nogle har været placeret på sidelinjen, mens deres nærmeste har kæmpet mod sygdommen, mange har mistet deres job, forretninger og virksomheder har måttet dreje nøglen rundt og sundhedspersonalet har trukket et virkelig stort læs, har der måske også været nogle sidegevinster ved at have oplevet sådan en periode.
Hvordan har det påvirket vores opfattelse af en form for usårlighed? Vi har været bange for den usynlige fjende og har forsøgt at skærme vores nærmeste med helbredsmæssige udfordringer. Angsten for at ende med spanske eller italienske tilstande har været til stede. For første gang i mit liv har jeg oplevet et supermarked med fortrinsvis tomme hylder og har tænkt, at situationer med rationeringsmærker kunne komme i spil. Min russiskunderviser, Elena, i Santiago i Chile beretter hver uge om, at de stadig er i karantæne og skal have tilladelse til at forlade hjemmet. Karantænen har varet i rigtig mange uger, smittetallet stiger på trods af dette stadig og der tales om yderligere restriktioner. “Vi prøver bare på at lade være med at tænke på det og tale om det,”siger hun, og jeg forsøger at skjule min lykkefølelse over at bo i Danmark, hvor situationen er på vej “back to normal” samtidig med, at jeg synes, jeg kan sætte mig ind i deres situation. Hvad nyhederne informerer om, er de ikke voldsomt optaget af, da man jo, som hun siger “alligevel ikke kan stole på det, de siger”. Igen priser jeg mig lykkelig over at bo i Danmark, hvor tilliden til systemet og politikerne er på et helt andet niveau.
Vil vi genoptage vort liv og vores vaner som før coronakrisen, eller har tiden sat everlasting spor? Familier har været tættere sammen og i meget lang tid i et ganske anderledes tempo, og måske har tiden givet anledning til tanker om, hvor de gode værdier egentlig ligger, og hvordan fællesskabet i en familie også kan være. Det har helt sikkert for mange med al tydelighed været mejslet i granit, hvad en god familie er.
Zoom, Teams og andre mødeplatforme har været bragt i spil til mødevirksomhed, og vi har gjort os erfaringer med den måde at kommunikere på. At arbejde hjemmefra helt eller delvist har mange også prøvet igennem kortere og længere perioder. Man har helt sikkert høstet positive erfaringer, der fx kan reducere rejseaktiviteter og unødvendigt tidsforbrug, men samtidig har man nok også kunnet opleve, hvad det personlige møde ansigt til ansigt ved samme bord i samme lokale i den analoge virkelighed helt præcist kan. Erfaringerne er mange, og massevis af personer og firmaer har tænkt virkeligt innovativt.
Spørgsmålene er mange, og svarene foreløbigt ganske få. Hvilke konsekvenser får det? Hvad ved vi nu om sygdommen? Kan den give varige skader? Vil den give immunitet ?Vil man finde en valid vaccine, der også dækker de mutationer af COVID-19, som vi allerede ved eksisterer? Og hvornår? Hvad koster sådan en nedsmeltning for de enkelte samfund, og hvad kommer det til at betyde på sigt på globalt plan?
Ikke desto mindre er vi som borgere meget interesserede i at vide, hvordan de ansvarlige politikere vil gøre samfundet mere velforberedt på en lignende situation. Vi er i hvert fald i Danmark blevet vækket af vores tornerosesøvn, hvor pandemier, naturkatastrofer og krige var noget, der var ubeskriveligt langt ude i horisonten for vores del af verden, og det uventede og svært kontrollerbare er for alvor rykket ind i både den enkeltes og samfundets bevidsthed.
Rejsen til Coronaland er endnu ikke slut. Vi har været “explorere” i Coronaland på en måde, som vi ikke havde drømt om for et halvt år siden. Revet ud af illusionen om, at vi er halvguder med kontrol over de fleste ting, vil vi huske på, at det rent faktisk kan lade sig gøre at sætte samfundet og vores liv i stå. Det vil stå tydeligt i vores bevidsthed, når vi skifter “staycation” ud og igen sætter os på et fly til nye horisonter i Europa, Asien eller Mellemamerika, hvor vi vil være “explorere” i coronaens skygge.