“TABITA” af Iben Mondrup

Politikens Forlag 2020

Forfatteren Iben Mondrup er opvokset i Grønland og også ophavskvinde til romanen “Godhavn”. “Tabita” indledes med flg. statement:


”Til alle de børn, der har skullet glemme sig selv”,

der fortæller læseren, at børnene i romanen langt fra er de eneste, der har haft et så skæbnesvangert livsforløb og en så destruktiv opvækst i forhold til at få lov til at vokse om som et barn i harmoniske omgivelser, der er egnede for et barn. Når man kender Iben Mondrups baggrund som barn i Grønland, kan det sandsynligvis ikke være til diskussion, at hendes beskrivelser af forholdet mellem den danske og den grønlandske kultur, hvor nogle børn kommer i klemme på den mest smertefulde måde, har baggrund i virkeligheden. Det er rystende læsning, og Iben Mondrup er fænomenal i beskrivelserne af især børnenes tanker og følelser, der udfoldes på flere måder i romanen. Ofte har man lyst til at stoppe læsningen, fordi det simpelt hen er for grusomt at stå på sidelinjen og være vidne til de overgreb og de børnerettigheder, der krænkes livet igennem for de pågældende børn. Vi er i Upernavik i 1965, hvor bogen starter med, at vi møder Rosine i huset på fjeldet. Hendes mand er ved at slippe sit livstag efter sygdom, mens hendes højgravide datter, Abelone, ligger tæt ved faren sammen med børnene Tabita og Angaju. Trådene trækkes tilbage til et skæbnesvangert liv fuld af tab. Abelone er husholderske hos handelsbestyreren hr. Berthel og hustruen Eva.

Forholdet mellem de to kulturer bærer tydeligt præg af stands- og rangsforskellen mellem disse, og man fornemmer over- og undermennesketemaet tydeligt. Bogen fortæller om, hvordan Abelones lille dreng og Tabita adopteres af handelsbestyrerparret, der tager dem med hjem til Danmark. Dette har fatale konsekvenser for alle parter, men især for Tabita og hendes bror. En hjerteskærende beretning om manglende respekt, omsorg og følelse for børn, der ingen ende vil tage. Den manglende respekt for også den kulturelle baggrund er kulissen for hele romanen, og på denne måde bliver romanen også et historisk vidnesbyrd om en tid, hvor Grønland på mange måder blev betragtet som en koloni og hvad deraf ofte følger.