SOS Børnebyerne Herning
Vores lokalgruppe i Herning startede i maj 2008, og p.t. består den af 14 engagerede frivillige, som alle brænder for og er med til at gøre en forskel for forældreløse og sårbare børn i SOS Børnebyernes regi. Vi mødes 4-6 gange om året og planlægger arrangementer. Vores opgave er dels at informere om og udbrede kendskabet til SOS Børnebyernes arbejde og dels at lave arrangementer, der genererer økonomiske midler til dette vigtige arbejde i SOS Børnebyerne. Rent faktisk er vi ret stolte af vores arbejde, og i dag er der rigtig mange i Herningområdet, som er velinformerede om, hvad SOS Børnebyerne står for, og der er en meget fin lokal opbakning til vores arrangementer. I løbet af den tid, lokalgruppen har eksisteret, har vi kunnet sende mere end
1 million kroner
til hovedkontoret i København. Hvert år giver vores indsamlingsbøsser mellem 20-25.000 kr., så når du ser dem i butikkerne, så husk at tømme din pung for småpenge ned i bøssen. Det er et godt eksempel på, hvordan “mange bække små gør en stor å.”
Derudover har vi hvert år siden 2011 haft et stort modeshow på Østergaards Hotel med 300 deltagere. Modeshowet bliver til i samarbejde med butikker fra Herning City, og de leverer hvert år sammen med frivilliggruppen en kæmpe indsats for at give de deltagende kvinder en virkelig god oplevelse. Hvert år er der en konferencier, som ud over at præsentere showet også har et personligt indlæg. Alle bidrager til aftenens modeshow ganske vederlagsfrit, og vi er i lokalgruppen utroligt taknemmelige for dette kæmpestore arbejde, som gør det muligt hvert år at skabe et overskud på godt 80.000 kr. Det er et stort beløb, som virkelig kan være med til at gøre en forskel for børn ude i verden, hvor hver enkelt krone rækker noget længere end her i Danmark. Også de deltagende kvinder giver udtryk for at være glade for at være med til at støtte en god sag. Det er en oplevelse, der kan gøre os helt “høje” i gruppen, og selv om hver en knogle i kroppen er mega træt dagen derpå, er det en berusende følelse at se tilbage på et meget vellykket arrangement.
Vi forsøger så vidt muligt hvert efterår at lave et foredragsarrangement med en aktuel person. Disse foredrag er meget velbesøgte, og de har alle givet folk en rigtig god oplevelse. Rent faktisk er folk begyndt at spørge om, hvem der er på programmet det efterfølgende efterår, så mange ser frem til både at støtte en god sag og at få en rigtig god foredragsoplevelse. Vi har haft besøg af Daniel Rye, som talte for 500! Desuden har vi haft besøg af DR-journalist Mathilde Kimer, tidl. kriminalinspektør Per Larsen og Julius Mygind. Dette efterårs foredragarrangement kalder på nostalgien, da vi har inviteret Jacob Holt, som vi alle kender fra “Amerikanske billeder”. I efteråret 2019 var han aktuel med sin nye erindringsbog “Om at sige ja”. Alle holder deres foredrag helt vederlagsfrit, så samtlige indtægter går til SOS Børnebyerne. Det er fantastisk, da de ofte kommer hele vejen fra København og er travle mennesker med mange arrangementer, men de vil også gerne være med til at gøre en forskel og støtte en god sag.
Desuden har vi to gange lavet koncerter i Baunekirken med Lydiah Wairimu og hendes gospelkor. På Hotel Eyde har vi haft et arrangement med Rosa Kildal fra Bagedysten, hvor hun blev interviewet af Anne Mulvad fra TVMidtVest og både professionelle og amatører bidrog med flotte kager til kagebordet. 2 gange om året er vi synlige i HerningCentret med indsamlingsbøsser og informationsmateriale. Her får vi en rigtig god snak med mange mennesker om SOS Børnebyerne, og mange kender i forvejen til organisationen eller er allerede faddere eller bidragydere på anden vis. I august deltager vi naturligvis med en stand på Frivillighedens Dag ved Herning Bibliotek. Vi har også en stand på et julemarked hvert år, hvor vi sælger vores produkter, som udgøres af hjemmebagte småkager, hjemmelavet syltetøj, hjemmestrikkede karklude og børnetrøjer samt kreative muleposer.