Hovedpersonen, Hannah, i romanen ”Dødstrompet” møder vi i bogens intro ude i skoven, som er blevet hendes rette element, hvor hun føler sig hjemme. ”En sten er en sten” er sætningen, som indleder romanen, og netop den sten, som Hannah har udset sig i skoven som pejlemærke for det sted, hvor hun ønsker at blive stedt til hvile, spiller en afgørende rolle hele vejen gennem romanen. Generelt fylder døden meget for Hannah, og at hun har mistet både sin mor og sin mand sætter dybe spor i hendes liv. Efter ægtefællen Mickeys død er hun flyttet ud i et hus i skoven, hvor hun bor alene. Hun føler sig godt tilpas med at være langt fra andre menneskers selskab og være tæt på naturen, som hun føler sig nært forbundet med og nærmest er blevet en del af. Nina Bolt beskriver på en meget fin og sprogligt kreativ måde Hannahs forbundethed med naturen som fx ”Uvilkårligt ser man efter spor i græsset og forestiller sig at træerne, så snart natten sænker sig, bryder op for at vandre ud på eventyr”. Selv rådyrene sammenligner hun med sin datter på grund af deres sky udtryk. Når hun går rundt mellem træerne føler hun en universel ro: ”Der kommer en klarhed over mig som ikke kommer inde fra mig selv, og som ikke kan tænkes frem på den måde, med så tydelige konturer. Som om jeg er sluppet ud af en spændetrøje”. Hele denne ro og selvvalgte ensomhed står for at blive forstyrret, da hendes datter, Rosa, har bedt hende om at tage sig af sin datter i ferien -Hannahs 11-årige barnebarn Em- med en besked om ”at gøre hende til et menneske”. Hannah og Em er som to personer i hver sin verden, der har lige svært ved at ville nå hinanden.
Bogen fortælles af Hannah i 1. person og vi kommer tættere og tættere på hende i løbet af romanen. At flytte væk fra noget eller decideret flugt bliver et vigtigt tema i bogen. Efter Mickeys død har stemmer opsøgt hende i huset, og deres forhold er blevet vendt og drejet. Ligeledes vender forholdet til hendes egen mor tilbage til hende gang på gang og fylder meget, idet hun egentlig skulle have været en abort, men endte med at blive bremseklodsen for morens karriere og drømme, hvilket har ligget som en ”skygge” over deres forhold gennem hele livet. Da hun er i morens lejlighed efter dennes død siger hun: ”Sorgen og smerten flænsede i mig, hakkede i mit hjerte og rev store stumper af det”. Forholdet til Rosa er også forkrampet efter hun har skrevet et brev til Hannah efter farens død, hvori hun giver udtryk for sit had til sin mor bl.a. fordi hun ikke tilkaldte Rosa og broren Simon, da faren lå på dødslejet. Dog har dette nok rødder længere tilbage, da hun beskriver tiden, hvor Rosa flyttede hjemmefra: ”…tog hun alle sine ting med sig og efterlod knapt nok skytten af sin sjæl. Hun pakkede sine tårer ned i kufferten.” Samtidig med at familien kommer på sommerbesøg, beskrives naturen som kæmpende for at få vand og i det hele taget for at overleve, hvilket flugter helt med Hannahs følelse. Hun bevæger sig ofte på grænsen mellem liv og død, hvor man har indtryk af, at det levende lever lidt ”med kort åndedrag”. Hun beskriver også stenen i skoven, hvor hun vil begraves, som ”min ven stenen”. Ligeledes går først planterne i drivhuset ud, derefter de stueplanter, der blev flyttet fra byen med ud i huset i skoven- ”de gik til mellem hænderne på mig som om det var helt forkert, hvad jeg gjorde. Som om jeg ikke havde hjertet med i det.” Smerte rimer jo som bekendt på hjerte, og jo mere Hannah opruller om sine følelser og sin egen historie, ville man ønske, at hun kunne give noget mere af sig selv, være åben, bruge hjertet og involvere sig, hvilket dog virker urealistisk for Hannah. ”Min sjæl var gået i dvale. Jeg måtte se at få vækket den, hvis jeg da ellers stadig havde en sjæl, hvad jeg ind imellem godt kunne komme i tvivl om.” Det virker som om, at Ems forestående besøg netop er katalysatoren, der sætter gang i Hannahs refleksioner om alt det, der er passeret tidligere i hendes forhold til Rosa, sin egen mor og Mickey. Når moren begejstret tog Hannah med på svampetur som barn, var dødstrompeterne de eneste svampe, som Hanna syntes om. ”Jeg ved ikke, om det var fordi de var så grimme, at selv mor ikke kunne finde noget godt at sige om deres udseende. Eller måske skyldtes det navnet, der fremkaldte billeder af Døden som et skelet, der truttede en fanfare på sin trompet, hver gang nogen gik bort.” Således bliver vi ført hen til bogens omslag, hvor bogstaverne i ”DØDSTROMPET” er vævet ind i udvaskede rødder, hvor man aner forfaldet i naturen. Dog er der en ganske lille, lysegrøn lysning foroven, og vender man bogen, er bagsiden dejligt grøn. Alt dette er meget symbolsk for bogen. Naturen, døden, forfaldet, familierødderne spiller en altoverskyggende rolle, men slutningen bærer præg af, at der er sket en udvikling for Hanna i retning af at se lykkelige stunder. Hun har stillet en kurv frem i køkkenet beregnet til at lægge lykkelige øjeblikke i, men er i tvivl om, hvorvidt der er plads nok. Tidligere i bogen fortæller Hanna: ”Jeg ejer ikke et skrin, hvor jeg gemmer alle mine lykkelige øjeblikke…Men jeg kan huske alle de gange, hvor jeg forventede at blive lykkelig og ikke blev det…” Stenen i skoven er nu forsvundet, blevet flyttet af skovarbejdere eller…., hvilket er svært at acceptere for Hanna, da stenen er blevet som en kær ven, men hun får et mere afbalanceret forhold til liv og død i sidste kapitel. Dog har det gjort hende rædselsslagen at tænke på at skulle begraves mellem sin mor og din afdøde mand, da de ”begge vil gøre krav på hendes hjerte”, og bebrejdelserne i de imaginære samtaler, hun havde med dem i huset efter både morens og Mickeys død, sandsynligvis vil komme igen. Selv om uglen med sin gentagne tuden måske udsender et varsel eller et budskab, er det ”insisterende som et hjertes slag”, ligesom kvindestemmen, der synger fra væggen bag hendes seng, føles dejlig, fordi den får hende til at tænke på sin mor, der sang for hende, når hun havde svært ved at falde i søvn som barn. Ligeledes har hun haft en lang snak med Rosa, hvor de lo flere gange, og ”det var som om latteren løste op for noget”. Endelig har Em indvilliget i at bytte akvariefiskene ud med en kat, for ”den kan man da røre ved”, hvilket nok symboliserer, at det er lykkedes for Em at ”blive et menneske” – eller måske er det de voksne, der har forandret sig og ser helt anderledes accepterende på Em? Hannahs tur i skoven efter Ems besøg får hende til at opleve skoven på ny: ””Regnen har frisket skoven op, det er som at gå rundt inde i en skinnende smaragd. Jeg får næsten helt ondt i øjnene af al den grønhed.” Så heldigvis er der positive takter i slutningen af den udviklingsproces, som man må sige Hanna har været igennem. Dette stemmer helt fint med omslagets bagside og den lysegrønne farve, der symboliserer håbet.
En interessant roman, hvor man kommer helt tæt på hovedpersonen og lærer hende at kende gennem et helt liv samtidig med, at tingene udvikler sig i nutiden. Nutid og fortid er tæt vævet ind i hinanden og indbyrdes afhængig af hinanden. En meget flot beskrivelse af naturen, der hele tiden symboliserer Hannahs tanker, følelser og situation, og udtrykt med stor sproglig kreativitet. Sidste kapitel kan tolkes på flere måder, så et godt råd er at læse dette kapitel et par gange. En absolut anbefalelsesværdig roman, som man ikke blot lægger fra sig.