I “Pauserne i solsortens sang” er der udvalgt digte fra hans 31 digtsamlinger, mens Kim Leine har udvalgt uddrag fra prosatekster i antologien “RIF (jeg) RIF”. Disse prosatekster er ordnet kronologiske efter, hvilken tidsalder de beskriver og dækker samlet barndom, ungdom og alderdom.

“Livet består af øjeblikke og jeg har samlet på øjeblikke, jeg har bundet dem til mig, jeg har presset dem for hver eneste dråbe saft og kraft de ville give og brugt dem i sproget for at udtrykke min egen henrykkelse og smerte i et forfængeligt håb om, at andre mennesker skulle opleve deres følelser lige så intenst som jeg, slås med dem, forvandle dem, suge næring af dem og opdage, at de tilsammen udgør virkeligheden.”

Dette uddrag fra “Sådan. En livsreportage” har et budskab til os om at omfavne alle livets følelser og acceptere dem som en del af virkeligheden. Samtidig viser citatet, hvorfor det netop er muligt for en forfatter at skrive så intenst. Han suger al næring og kraft ud af øjeblikke for derefter at skrive. Og det var netop, når Klaus Rifbjerg var i gang med skriveprocessen, han havde det allerbedst og følte sig bedst tilpas.